05:46

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

Passagerer må ikke komme med bus til Aarhus

Lavpris-busselskab må ikke køre med passagerer fra Aalborg til Aarhus - og omvendt. Passagererne ville ellers kunne spare mange penge i forhold til toget.

Når lavpris-busselskabet Rød Billets bus fra København ankommer til Musikhuset i Aarhus, og skal videre til Aalborg, så må den ikke tage nye passagerer med.

- Det er jo fuldkomment åndssvagt, at man ikke kan springe på bussen i Aarhus, siger en af Rød Billets passagerer, Sarah Kappel, til TV2/Nord.

Også i lavpris-busselskabet Rød Billet synes de, at det er helt fjollet.

- Det er helt skørt, at DSB har monopol på alle kortere strækninger. Vi kan ikke køre med fjernbus og fx tage passagerer op i Sønderjylland og sætte dem af i Odense, eller fra Aarhus til Aalborg. Man tager slet ikke hensyn til forbrugerne, der ville kunne købe meget billigere billetter, siger Thomas Hintze, der er direktør for Rød Billet.

En enkeltbillet med toget - uden garanti for at komme til at sidde ned - koster fra Aalborg til Aarhus knap 200 kroner. I følge direktør Thomas Hintze vil Rød Billet kunne gøre det for i hvert fald for det halve, hvis bare selskabet kunne få lov af Trafikstyrelsen. Men det er politisk bestemt at DSB skal skånes for den konkurrence.

- Hvis vi giver markedet helt frit, så vil der komme færre passagerer i togene, og så skal vi betale over skattebilletten i stedet, hvis vi vil bevare togdriften på strækningen, siger Niels Melchior Jensen, der er trafikforsker ved Aalborg Universitet.

Som det er i dag, skal fjernbusoperatøren Rød Billet køre gennem tre trafikselskabers område, for at lov til at tage passagerer med fra A til B. En busrejse fra Aalborg til Aarhus er en tur fra Nordjyllands Trafikselskabs område til Midttrafiks område, og det er altså ikke nok.

Rød Billet har søgt Trafikstyrelsen om dispensation til at køre med passagerer fra Aalborg til Aarhus og omvendt, men lavpris-busselskabet har fået afslag.

MEGET MERE i TV2/NORD KL. 19:30