"Skal Jomfru Ane Gade reddes skal det være nu"
Restauratørerne i den berømte forlystelsesgade er i krise og har røde tal på bundlinien
Værtshusene i Jomfru Ane Gade i Aalborg tjener for få penge. Kun et par af dem har reelt overskud, og ifølge Gadeforeningen skal der handling til nu, hvis man vil ud af krisen.
Jomfru Ane Gade i Aalborg har alle dage været garant for en fornøjelig fest og en god aften. Men billige shots og pubcrawls til langt ud på natten kan få en brat ende. Værtshusene i "gaden" tjener nemlig ikke penge nok.
Faktisk så kører langt de flest restaurationer med underskud. Ifølge gadeforeningen skyldes det et faldene antal gæster de seneste år. Derfor skal der handling til nu, fortæller næstformand i gadeforeningen og indehaver af Zwei Grosse Bier Bar, Henrik Foget.
- Det er nu. Gaden den er i krise, og det er nu, vi kan gøre noget ved det. Indenfor de sidste ti år der er omsætningen i Jomfru Ane Gade faldet med 30 procent. Samtidig så er omkostningerne ikke faldet, de har haft en naturlig stigning, siger Henrik Foget til TV2 Nord om problemerne.
I går samlede gadeforeningen så alle forpagtere og husejere i Jomfru Ane Gade til et krisemøde. Sammen lagde de en plan, der skal ændre den nuværende situation.
Den plan indebærer blandt andet at ansætte en gadechef, der skal udvikle et fælles koncept for Jomfru Ane Gade, så alle beværtningerne ikke kæmper for sig selv.
- Vi er stadig på et niveau, hvor vi kan arbejde os op til en mere positiv forretning. Kommer vi ret meget længere ned så taler vi om virkelig om krise, siger Henrik Foget.
Udover ansættelsen af en gadechef blev det på mødet også diskuteret at indføre nye koncepter, såsom mere cafeliv, levende musik og kaffebarer i dagtimerne.
FÅ HELE HISTORIEN I NORDJYLLAND LIVE I AFTEN KLOKKEN 19.30