Kommuner hastebestiller plakater: Vil advare om brandfarlige biler
Foto: Jesper Bo Winther
Arkiv
Hjørring, Jammerbugt og Frederikshavn Kommune er gået sammen om at bestille 2000 plakater, der skal advare om brandfaren i din bil.
En ekstrem tørke er skyllet ind over Danmark, og det giver en øget risiko for brandfare ved eksempelvis grilning.
Men det er de færreste, der tænker over, at ens bil også udgør en stor brandfare, da katalysatoren kan blive over 1000 grader varm. Så selv hvis man laver en kort parkering i vejkanten, kan bilen sætte ild til græsset og bryde i brand.
Det har fået Frederikshavn, Hjørring og Jammerbugt Kommune til at gå sammen om at hastebestille 2000 advarselsplakater, der skal sættes op i kommunerne.
- Det er så ekstremt med den her tørke, at vi godt vil sætte fokus på, at der stor brandfare. Vi ønsker ikke, at vi skal fyre sommerhusområdet af, og det her er en billig måde at sætte fokus på tørken, siger Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune.
Skal advare de mange turister
De tre kommuner er særligt udsatte på grund af de mange klitplantager og sommerhusområder, hvor turister ofte parkerer deres bil i græs.
Plakaterne skal sættes op ved veje, i sommerhusområdet, plantager og spredes på de sociale medier.
- Der er ingen tvivl om, at folk kommer til at lægge mærke til det her. De fleste er ikke klar over, at det her er en fare, men vi vil gerne have dem til at tænke sig om en ekstra gang, inden de parkerer på græs, siger Mogens Gade.
Beslutningen om at bestille plakaterne faldt, efter kommunerne havde været i kontakt med politiet, der oplyste, at der har været fire brande forårsaget af katalysatorer i det seneste halvanden døgn.
Mogens Gade regner med, at plakaterne ankommer allerede i dag, tirsdag, men han ved ikke, om de allerede bliver sat op i dag.