Hos Restaurant ROS i Tønder laver de prisvindende mad

Syd- og Sønderjylland byder på et hav af gastronomiske oplevelser. Vi har besøgt Restaurant ROS i Tønder.

En gourmand kommer aldrig til at dø af sult i Syd- og Sønderjylland. Der er flere bemærkelsesværdige restauranter at gå på opdagelse i. Fx Fakkelgården, Bind, Syttende, MeMu og Henne Kirkeby Kro for blot at nævne nogle.

I Tønder finder man Restaurant ROS, der har vundet priser for deres mad. Der er Årets Feel Good-oplevelse fra The White Guide og er også blevet tildelt den regionale pris Bedst i Sydjylland 2020.

Bag ROS står Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, og de laver delvist fransk inspireret gourmetmad af lokale råvarer.

gastro 1
Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Vi smager en asparges-pannacotta med letbagt kulmule, friske grønne asparges og tynde skiver af hvide asparges, med ristede hasselnødder og croutoner.

Til hovedret får vi langtidssimret kyllingerillette med urter, kartoffelkompot, grillet sommerkål med ristet boghvede og masser af sauce med ristede morkler.

Det smager fantastisk. Selvom det er en fiskeret og en kyllingerillette, så er det grøntsagerne, der er i centrum. Der bruges grøntsager, som er i sæson, og derfor er de fulde af smag.

gastro 4
Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Rillette er jo en tilberedningsform, hvor der indgår store mængder fedt, og det kan man jo ikke se sig sur på. Morkel-saucen, som er i rigelige mængder, er også et kapitel for sig.

Desserten er jordbærsorbet, med nye danske jordbær og romsyltede grønne jordbær med estragoncrumble, serveret på en hvid chokoladecreme.

gastro 2
Foto: Rasmus Wilmann / TV2 Lorry

Jordbærrene er syltet i den lokale Sort Sol-rom, som er tilsat sukkertang og tonkabønne, og de er faktisk en attraktion i sig selv.

Restaurant ROS får 1.000 stjerner af mig! -og det er okay, for jeg er ikke en rigtig madanmelder.


Seneste nyt

fra Nordjylland