Agent bekræfter: Nadia Nadim forlader amerikansk storklub

Landsholdsangriberen kan vælge mellem en række europæiske storklubber - og en stor check i Kina.

Nadia Nadim stopper i den amerikanske storklub Portland Thorns, når sæsonen er spillet til ende.

Det bekræfter hendes agent, Michael Kallbäck, over for BT:

- Hun kommer ikke til at spille i Portland næste år, men hun har endnu ikke fundet en ny klub. Vi har fået mange tilbud fra Europa og fra Kina, som kunne være interessante for hende, siger Kallbäck til avisen. 

I den amerikanske liga kan spillerne tjene op til 270.000 kroner om året på grund af et lønloft. Dette beløb kan storklubber i andre ligaer overbyde - især i Kina er der eftersigende mulighed for at tjene en pæn hyre. 

I Europa er lønningerne dog også i fremgang. I sommer var der rygter om, at den hollandske EM-profil Lieke Martens tjener mellem 500.000 kroner og 1,5 millioner kroner om året efter skiftet fra Rosengård til Barcelona.

Har aftale med Manchester City

Ifølge det lokale medie Oregonian har Nadia Nadim landet en aftale med engelske Manchester City. Her kan hun blive holdkammerat med landsholdskollegaen Mie Leth Jans, som kom til klubben i sommer.

Det engelske mesterhold har satset stort på kvindefodbold, og sidste forår blev verdens bedste spiller Carli Lloyd hentet ind for at sikre succes i Champions League, hvor semifinalen blev endestationen i klubbens første deltagelse i den fornemme turnering.

Nadims agent Michael Kallbäck afviser dog over for BT, at landsholdsangriberens aftale er på plads, og Nadia Nadim selv har endnu ikke svaret på TV 2 SPORTs henvendelse omkring det forestående klubskifte.

Nadia Nadim har spillet for Sky Blue og Portland Thorns i den bedste amerikanske række. I storklubben Portland, der sidste år havde et tilskuergennemsnit på næsten 20.000 er hun førstevalg i angrebet sammen med den canadiske stjerne Christine Sinclair.

Portland Thorns er som ventet gået videre til play offs, hvor det amerikanske mesterskab afgøres i oktober.


Seneste nyt

fra Nordjylland