Alder kan spille rolle i retssag mod 17-årig sigtet for drab
Foto: Christian French / TV2 Nord
Det kan få betydning for en mulig straf, at teenageren sigtet for drab og voldtægt af en 13-årig ikke var myndig på gerningstidspunkt.
Alder kan komme til at spille en rolle, når en 17-årig dreng, der tirsdag blev sigtet og varetægtsfængslet for at have udsat en 13-årig pige for voldtægt, kvælning og at have dræbt hende ved slag i hovedet med knyttet hånd og en mursten, skal for retten.
Det siger to eksperter, som TV 2 har talt med.
Den 17-årige, som har erkendt sig skyldig i vold med døden som følge – men ikke i drab og voldtægt – fylder nemlig 18 år den 14. marts, altså i morgen.
Og derfor når han at blive myndig, mens sagen stadig er i gang.
Men selvom en sigtet når at fylde 18 år under forløbet forud for retssagen, vil det være alderen på gerningstidspunktet, der tages hensyn til.
Det forklarer Birgit Feldtmann, som er professor i strafferet på Juridisk Institut på Aalborg Universitet.
- Der gælder blandt andet nogle særlige regler om, at personer, der var under 18 på gerningstidspunktet, ikke kan idømmes livstid, siger hun til TV 2.
Kan blive flyttet til fængsel
Derudover tages personens alder på gerningstidspunktet også ofte i betragtning i strafudmålingen. Det forklarer Lotte Helms, der er ph.d. i strafferet og kriminalret på Syddansk Universitet.
- Der er en mulighed for, at retten vil se på hans unge alder, og om den kan gøre, at straffen bliver formidlende, siger hun.
I Danmark vil børn typisk ikke komme i fængsel, og det skyldes blandt andet, at vi skal leve op til FN's børnekonvention. Den dikterer, at børn under 18 år ikke må afsone samme sted som voksne kriminelle.
Der er et præventivt hensyn i, at man ikke skal sætte unge ind blandt folk, der er over 18 år og kriminelle
Lotte Helms, ph.d. i strafferet og kriminalret på Syddansk Universitet
I modsætning til andre lande, som eksempelvis vores tyske naboer, har vi i Danmark heller ikke ungdomsfængsler. I stedet vil unge, der er over den kriminelle lavalder, men ikke er myndige, blive anbragt i det, der kaldes surrogat – på eksempelvis en sikret institution.
Men selvom der tages hensyn til den sigtedes alder på gerningstidspunktet, vil det typisk være sådan, at man bliver flyttet til et voksenfængsel, så snart man fylder 18 år, forklarer Lotte Helms.
Lige nu er den sigtede varetægtsfængslet på en lukket institution for unge, men bliver han dømt, vil han derfor sandsynligvis blive flyttet til et fængsel for voksne, vurderer hun.
Det samlede billede
Den sigtedes alder kan være en formidlende omstændighed, men det er dog ikke det eneste, som retten vil tage i betragtning, forklarer TV 2s retskorrespondent, Astrid Søndberg.
- Når dommen skal udmåles, vil der være både skærpende og formildende omstændigheder, som retten lægger ind til den almindelige straf, der hedder 12 år for et drab, hvis det er det, som dommen og retten til sin tid ender på, siger hun.
Retten vil desuden se på alvoren af sagens karakter, fortæller hun.
- Det kan være, hvis der er en særlig grovhed, hvis det er sket i forbindelse med seksuelle overgreb, hvis der er tale om noget, der er planlagt. Det kan virke i den skærpende retning, forklarer Astrid Søndberg.
Regler for børn
På trods af reglerne om at børn ikke må afsone i fængsler for voksne, har der været eksempler på, at børn under 18 år alligevel er blevet anbragt i et fængsel for voksne. Det var blandt andet tilfældet med den 17-årige Kundby-pige, der blev dømt for planlægning af terror.
Eksemplerne på børn i voksenfængsler har været kritiseret meget.
Lotte Helms forklarer, at de forskellige regler for børn og voksne i retssystemet også bunder i et præventivt hensyn.
- Der er et præventivt hensyn i, at man ikke skal sætte unge ind blandt folk, der er over 18 år og kriminelle. Der er en påvirkningsrisiko, og vi ønsker jo at få de unge hurtigst muligt ud på den anden side, så de kan få en uddannelse og et nyt liv, siger hun.
Når det er sagt, er reglerne altså sådan, at skillelinjen ligger, når folk bliver myndige.
- Der skal jo trækkes en streg et eller andet sted, siger Lotte Helms.
TV 2 har kontaktet politiet for at få svar på, hvorvidt den sigtede bliver flyttet fra en sikret institution for unge til en arrest for voksne under sin varetægtsfængsling, når han er fyldt 18 år. Politiet er endnu ikke vendt tilbage på vores forespørgsel.