Anders fra Hjørring er eneste FIFA-spiller i verden uden nederlag
Foto: Arkivfoto/Simon Mølgaard
Anders Vejrgang er et dansk FIFA-fænomen, og hans meritter er for længst nået udover Danmarks grænser.
Når det kommer til FIFA 21, er der Anders Vejrgang fra Hjørring, og så er der alle de andre.
Den blot 14-årige dansker har imponeret stort, siden den nye udgave af FIFA udkom tidligere på året. Et konsolspil, hvor man styrer et fodboldhold og kan spille mod andre spillere.
Jeg spiller jo bare. Men lige præcis den her udgave af spillet, passer mig godt.
Anders Vejrgang
I formatet Weekend League har Anders Vejrgang vundet 300 kampe ud af lige så mange mulige. Og så har han endnu ikke tabt.
Indtil den netop afsluttede weekend lå han side om side med hollænderen 'Julianberg1203', som dog måtte indkassere sit første nederlag i sin kamp nummer 298.
Derfor er den sejrsvante Anders Vejrgang fra Hjørring blevet et globalt FIFA-fænomen, da han er den eneste ubesejrede i verden. Det er ny verdensrekord.
Forklaringen for hans succes er simpel. Det fortæller hovedpersonen selv.
- Jeg spiller jo bare. Men lige præcis den her udgave af spillet, passer mig godt, siger nordjyden til TV 2 SPORT.
- Jeg har egentlig været god i mange år. Men det er bare først nu, at folk har fået øjnene op for, hvad jeg kan.
Han forklarer, at særligt driblingerne og finterne er hans store styrker i spillet, og at det sandsynligvis er en del af forklaringen på, hvorfor han gør det ekstra godt i denne udgave.
Også selvom han sluttede den foregående udgave - FIFA 20 - af i overlegen stil. Blandt andet med 30 ubesejrede kamp i streg.
I Weekend League får en spiller 30 kampe i hver weekend. Her gælder det ganske enkelt om at vinde så mange af dem som muligt.
Stor på de sociale medier
De gode resultater har sat skub i den 14-årige nordjydes sociale medier.
Rekordsejren i nat blev fulgt af flere end 500.000 på hans egen Twitch-kanal - et socialt medie, hvor spillerne kan dele deres skærm og dermed streame spillet ud til deres følgere.
På Instagram har han i skrivende stund over 200.000 følgere.
Siden sommeren har han repræsenteret det tyske hold RB Leipzig, men der går lidt over et år, før han officielt kan komme op imod de allerbedste.
Virksomheden bag FIFA-spillet, EA Sports, kræver, at spillerne skal være fyldt 16 år for at deltage i de store turneringer såsom verdensmesterskabet, hvilket også er ambitionen.
- Siden jeg var 12, har jeg haft et mål om at vinde VM. Ellers vil jeg bare drive det, så langt jeg overhovedet kan, fortæller han.