Astralis avancerer til ranglistens førsteplads
Astralis med nordjyske Andreas Højsleth på holdet er tilbage på verdensranglistens førsteplads.
Efter weekendens turneringssejr i Kina er der mere godt nyt for det danske hold.
Nordjyske Andreas Højsleth og holdkammeraterne på esport-holdet Astralis har kæmpet sig tilbage, og 'Dev1ce', 'Dupreeh', 'Xyp9x', 'Gla1ve' og 'Magisk' troner igen på verdensranglistens øverste trin.
Da ranglisten blev opdateret mandag aften, havde det danske Counter-Strike: Global Offensive-hold skubbet Evil Geniuses ned på andenpladsen.
Astralis sad trygt på førstepladsen i 14 måneder, inden holdet mistede den i løbet af i år. I en enkelt uge var de helt uden for top tre. Men nu har de kæmpet sig tilbage som det bedste hold i verden.
- Holdet formåede i en periode over mere end et år konstant at være foran alle andre, og på et tidspunkt henter de andre ind, og ubevidst rammer man også en periode, hvor man måske tager nogle ting for givet.
- I et pakket program, hvor der ikke rigtig var tid til at dybdeanalysere og trække vejret, blev det en udfordring at blive ved med at udvikle hold, spillere og spil, forklarer sportsdirektør Kasper Hvidt.
Det danske hold vandt i weekenden turneringen IEM i Beijing i suveræn stil. I finalen blev det til en sejr på 3-0 over 100 Thieves. Det gav en præmiecheck på 125.000 dollars (cirka 845.000 danske kroner).
Sejren kom ugen efter, at de fem danskere skuffede stort ved at misse finalen i Blast Pro Series i Royal Arena på hjemmebane i København.
Astralis har i alt vundet fire Majors, som er den største titel inden for sporten. De har endda vundet tre i træk.