Bilist får knust forrude - ingen tegn på stenkast fra motorvejsbro
Foto: Jesper Bo Winther
Nordjyllands Politi er ude ved motorvejen med hunde for at klarlægge, om der er tale om en bevidst handling.
En kvindelig bilist har tirsdag formiddag fået knust forruden på sin bil, da hun kørte i sydgående retning på E39 Hirtshalsmotorvejen.
Episoden skete ved afkørsel 9 Vestbjerg ved Bakmøllevej omkring klokken 7.45 i morges.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg, til TV 2.
- En kvinde har fået ødelagt forruden på sin bil. Ruden er knust, men vi ved endnu ikke, hvad årsagen er, siger Poul Badsberg.
- I øjeblikket efterforsker vi sagen og er til stede ved Hirtshalsmotorvejen, hvor vi undersøger området med hunde for at finde eventuelle spor, fortæller vagtchefen.
Den kvindelige bilist er uskadt, men chokeret over oplevelsen. Således ringede hun først til Nordjyllands Politi, da hun kom til Aalborg.
Hun nåede ifølge politiet ikke at se nogen gerningsmænd, da episoden indtraf.
- Vi kan endnu ikke sige, om der er sket en bevidst handling, eller om der er tale om et hændeligt uheld. Men vi har mistanke om, at det skyldes et stenkast fra motorvejsbroen, siger Poul Badsberg.
Hirtshalsmotorvejen er på grund af politiets efterforskning spærret i begge retninger ved afkørsel 9 Vestbjerg.
Trafikanter kan dog passere stedet via fra- og tilkørsel, og der er ingen større forsinkelser på strækningen, oplyser Vejdirektoratet.
Hirtshalsmotorvejen er blevet genåbnet for trafik klokken 12.35 oplyser Vejdirektoratet på Twitter.
Nordjyllands Politi har klokken 13.00 udsendt en pressemeddelelse angående episoden.
Her afviser politiet, at der er foregået noget ulovligt.
- Der er ikke blevet fundet noget på stedet, som kan relatere til en eventuel hændelse. Sammenholdt med bilistens forklaring om, at der ikke blev set personer på broen, er der ikke noget, der indikerer, at der er sket en strafbar handling. Det formodes, at der i stedet er tale om, at bilisten er blevet ramt af et voldsomt stenslag, skriver vagtchef Poul Badsberg.