Borgmester tror ikke længere på nedlukning i Skagen: - Vi kan igen trække vejret
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Selvom smitten fortsat er stor i Skagen, giver dugfriskt incidenstal borgmesteren håb.
Efter en uge med voldsomt stigende smittetal i Skagen, der har tvunget restauranter til at lukke og truet lokalsamfundet med nedlukning, går det nu igen den rigtige vej i Danmarks nordligste by.
Det viser de nyeste incidenstal fra Statens Seruminstitut.
Tirsdag var der registreret 835 smittetilfælde per 100.000 indbyggere på en uge i Skagen Sogn, men onsdag er tallet faldet til 771. En nedlukning sker, hvis tallet er over 1000.
Og derfor er der glæde at spore hos Frederikshavns borgmester, Birgit Hansen:
- Vi går rigtig meget op i det incidenstal, fordi det har store konsekvenser, hvis et sogn skal lukke ned. Men dagens tal betyder, at vi igen kan trække vejret og fortsætte den gode smitteopsporing, vi er i gang med. Jeg har en kraftig formodning om, at det vender, siger hun.
Hellerup-ugen kickstartede smitten
Ifølge lokale medier har smitten været stigende i Skagen i forlængelse af uge 29 – kendt som "Hellerup-ugen", hvor der er mange turister i byen.
På seks dage blev incidenstallet firdoblet. Men borgmester Birgit Hansen ønsker ikke at pege fingre ad nogen:
- Det kan ikke hjælpe, at vi skuler ondt til hinanden, alt efter hvilket postnummer vi har. Vi skal bruge den her forskrækkelse til at huske på, at det ikke er ovre, og at vi skal passe på hinanden, siger hun.
Region Nordjylland besluttede i sidste uge at øge kapaciteten for PCR-test i Skagen, så det i øjeblikket er muligt at få en PCR-test hver dag denne uge på nær søndag.
Faren er ikke ovre
Selvom det igen tegner lyst i Skagen, er faren for nedlukning dog ikke fuldstændig væk.
En eventuel nedlukning vil i første omgang ramme kulturinstitutioner som museer, biografer, svømmehaller og idrætshaller samt SFO'er, fritidsklubber og skoler.
Noget som Birgit Hansen "for alt i verden vil undgå":
- Vi er jo ikke alene bekymrede for de smittede og isolerede, men også for alle de konsekvenser det vil have, hvis man skal lukke et sogn ned - både psykisk og økonomisk.
Hun opfordrer alle i Nordjylland til fortsat at lade sig teste, og at de, der bliver ringet op af smitteopsporingen, holder deres isolation.
Foruden et incidenstal på over 1000, skal sognet have flere end 20 smittetilfælde på en uge og en positivprocent på over 3, hvis det skal lukkes ned.
Onsdag havde Skagen Sogn 59 nye smittede og en positivprocent på 4,2.