Christinna Pedersen aflyste turnering - bror er syg
Foto: Team Danmark
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er udtaget til OL.
Christinna Pedersen er blandt andet på grund af hendes lillebrors sygdom blevet ambassadør for ’Organdonation – ja tak!’.
Den bedste danske mixeddouble med Christinna Pedersen og Mathias Christiansen deltager i øjeblikket ikke i den prestigefyldte turnering Japan Open, og nu fortæller førstnævnte, hvorfor parret valgte ikke at tage til Tokyo.
- Min bror er desværre blevet alvorligt syg i Danmark, og derfor har vi valgt ikke at spille Japan Open, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.
Hendes bror er ramt af sygdommen glomerulonefritis, som nedbryder ens nyrefunktion, og derfor afventer han i øjeblikket en nyretransplantation.
- Når et familiemedlem pludselig får en alvorlig sygdom, sætter det tanker i gang, og det har det også gjort i vores familie, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.
- Jeg har selvfølgelig skullet snakke med sponsorer og det internationale badmintonforbund i forhold til ikke at deltage i denne turnering, og her har der været fuld forståelse og opbakning hele vejen rundt.
- Mathias Christiansen er cool med det. Han har fuld forståelse for, at der er nogen ting i livet, som kommer før badminton. Familie og alvorlig sygdom helt inde på livet er i den grad én af dem. Han har været en god makker at have ved min side, når jeg har hængt lidt med næbbet.
Ambassadør for organdonation
Heldigvis matcher farens nyre Christinna Pedersens lillebrors, og derfor var en operation på Skejby Sygehus planlagt i denne uge. Men af logistiske årsager er denne udskudt, fortæller hun.
- Det der med ikke at have fået en dato for operationen, kunne jeg forestille mig, er meget lig med patienter, der er på en venteliste, som ikke ved, hvor lang tid de skal vente på at få et nyt organ. I øjeblikket kan jeg tydeligt mærke på mig selv – og i særdeleshed på min bror – at det er utrolig hårdt mentalt og fysisk at skulle kapere at gå i uvished og ikke vide, hvornår operationen skal foregå, siger hun.