Dansk klubfodbold suspenderet på ubestemt tid
Foto: Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix
FC Københavns Andreas Bjelland efter superliga-kampen mellem FC København og AC Horsens i Parken.
De tre bedste fodboldrækker bliver suspenderet, men Divisionsforeningen vil have turneringerne afgjort, før en ny sæson kan begynde.
Divisionsforeningen suspenderer al topfodbold i Danmark på ubestemt tid - herunder Superligaen. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
For en uge siden blev både Superligaen og 1. division udskudt - og kort efter også 2. division, men nu er alle tre rækker altså suspenderet på ubestemt tid.
Beslutningen sker, fordi man nu kan rykke turneringerne til senere på året, da sommerens EM er udskudt til næste år.
- Beslutningen (om at udskyde EM, red.) har givet ekstra plads til, at de nationale ligaer og de europæiske klubturneringer kan blive spillet færdige. Samtidig arbejder vi på og ud fra, at alle datoer nu er til rådighed for afvikling af nationale kampe – ligesom de europæiske klubturneringer kan afvikles på nationale datoer, lyder det fra direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen.
I pressemeddelelsen fremgår det, at der allerede arbejdes intenst på forskellige måder at få færdigafviklet turneringerne på. Når myndighederne tillader det, vil kampene blive genoptaget hurtigt muligt.
'Turneringerne skal afgøres'
Claus Thomsen forklarer, at resten af sæsonen - såfremt det bliver muligt at startet op igen - godt kan blive en hård affære for klubberne.
- Vi kommer til at gøre alt for at få spillet alle kampe i den her sæson, også selvom det kommer til at give et sammenpresset program. Målet er at få turneringerne afviklet inden 30. juni, men om nødvendigt kan der også blive spillet enkelte kampe på den anden side af den dato.
Divisionsforeningens direktør understreger, at der skal findes en danmarksmester.
- Turneringerne skal afgøres, så vi kan få sat gang i en ny sæson og dermed få genstartet fodboldens økosystem i sæsonen 2020/21, siger Claus Thomsen, der endnu ikke kan sige, hvornår ligaerne genoptages, eller hvordan formatet bliver.
Aktuelt fører FC Midtjylland Superligaens grundspil med tolv point med to kampe tilbage, inden slutspillet skulle have startet.