Dansk sportspar springer ud som kærester - har holdt det hemmeligt siden 2009
Badmintonparret Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl afslører i ny bog, at de er kærester
Nordjyske Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl fortæller for første gang om deres parforhold uden for banen. De frygter ikke længere konsekvenserne.
Gennem et årti har de været to af verdens bedste doublespillere, og de har høstet nogle af de største sejre, som dansk badminton nogensinde har fået.
Men det er dog ikke kun på banen, at Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl danner par.
I al hemmelighed har badmintonparret været kærester siden 2009, fortæller de i ’Go’ morgen Danmark’ tirsdag.
Kortene har de holdt tæt ind til kroppen af to årsager.
- Den første er, at Christinna og jeg gerne ville anerkendes for vores sport og ikke for at være kærester, siger Kamilla Rytter Juhl.
- Vi ville gerne have den anerkendelse, og det synes vi, at vi har fået nu, så derfor har det været det rigtige tidspunkt for os at fortælle om det til offentligheden, supplerer Christinna Pedersen.
Den anden årsag til, at parret har holdt forholdet hemmeligt, har været sikkerheden.
Afventer konsekvenserne
I flere af de lande, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har rejst og spillet turneringer i, kan det være et problem, hvis en kvinde danner par med en anden kvinde.
I nogle muslimske lande kan det ligefrem udgøre et sikkerhedsmæssigt problem, lyder det.
Det værste, der kan ske, er, at vi får trusler på livet
Christinna Pedersen
- Derfor havde vi truffet et valg om, at vi ikke ville fortælle om forholdet, før vi var modne til det rent sportsligt. Vi skulle ligesom være parate til at vælge nogle lande fra, hvis vi ikke føler, at sikkerheden er i orden, siger Kamilla Rytter Juhl.
Det er de nu, selvom de ikke helt ved, hvilke konsekvenser, deres udmelding kan få.
- Egentlig ved vi faktisk ikke, hvad der venter os, men vi håber og tror på, at alle stadig vil se os som de badmintonspillere, vi altid har været. Det værste, der kan ske, er, at vi får trusler på livet, og skulle det komme til at ske, jamen så tager vi det op til overvejelse, inden vi tager afsted til en turnering. Vi er nået dertil i vores karriere, at hvis vi måske skal vælge nogle turneringer fra, så gør vi det, siger Christinna Pedersen.
Christinna Pedersen: Vores forhold gør os bedre på banen
Hverken Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har haft en partner af samme køn før.
- Vi troede begge, at vi skulle have mand og børn, men sådan endte det ikke. Derfor prøvede vi også flere gange at stoppe det, men når vi aftalte at sætte en stopper for det, blev det ikke helt til noget. Når vi prøvede at aftale, at nu skulle det stoppe, gik der en time eller måske en dag, før der alligevel kom en sms fra den anden igen, og så kom vi frem til efter lange snakke og indre dialoger med os selv, at det skulle være os to, siger Christinna Pedersen.
Vi troede begge, at vi skulle have mand og børn, men sådan endte det ikke
Christinna Pedersen
Det var i 2009, mens de to badmintonspillere stadig var konkurrenter. De var kærester i et års tid, inden de også begyndte at danne par på badmintonbanen, fortæller de.
- Jeg tror, en af grundene til, at vi er blevet så gode til damedouble, er, at vi også er kærester. Vi har en stor kærlighed til hinanden og elsker også at spille double sammen. Den glæde, mange har lagt mærke til, når vi spiller på banen, er på ingen måde påtaget. Vi synes virkelig, at det er fedt at få lov at spille og opleve det her sammen. I bund og grund er vi jo bare to piger, som er skideglade for at spille badminton, slutter Christinna Pedersen.
Parret har valgt at gå frem med deres i historie i forbindelse med, at bogen ’Det unikke makkerskab’ snart udkommer. Bogen skildrer parrets forhold på og udenfor banen.
Vil flytte til Nordjylland, når de stopper med badminton
Christinna Pedersen, 31 år, og Kamilla Rytter Juhl, 33 år, er begge fra Nordjylland - henholdsvis Gug og Skagen. De vandt OL-sølv i Rio sidste sommer og er lige nu i gang med deres bedste sæson nogensinde.
- Langt de fleste dage er det en fest for os, når vi også danner par uden for banen. Vi nyder at spille sammen, konkurrere sammen og rejse verden rundt. Men det kan selvfølgelig også være hårdt til tider, siger Christinna Pedersen.
Det nordjske par har en stor tilknytning til Nordjylland og købte sidste år et kolonihavehus i Aalborgs vestby. De har samtidig købt en endnu ikke færdigbygget lejlighed på havnen i Aalborg. Deres plan er nemlig at flytte permanent til Nordjylland, når badmintonkarrieren er forbi.
TV2 Nord har interviewet det nordjyske par om forholdet og de udfordringer, der har fulgt med gennem deres "hemmelighed" i otte år. Det hele kan ses i programmet Nordliv på mandag den 16. oktober - samme dag, som bogen "Det unikke makkerskab" kan købes i butikkerne.