Derfor skal du lade vandet løbe, når du kommer hjem fra ferie
Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix
Sygdomsfremkaldende bakterier kan formere sig i lunkent, stillestående vand. Men problemet er nemt at løse.
Mens danskerne tager i sommerhus eller rejser til fjernere himmelstrøg i ferien, står vandet stille i rørene derhjemme.
Det giver grobund for bakterier. Også selvom der er blevet lukket for hovedhanen, vil der altid gemme sig noget vand i rørerne.
- Så kan legionellabakterier formere sig og blive sygdomsfremkaldende, siger arkitekt Tine Nielsen, der er specialist i bygningsregler hos boligejernes videnscenter Bolius, til Ritzau.
Det gælder både vandet i køkken- og badeværelseshanerne, men også det vand, der kommer ud af bruseren.
Lad vandet løbe
Legionellabakterier forekommer jævnligt i vandrørerne, men bakteriebestanden kan vokse, hvis vandet står stille længe.
Legionella kan både give influenzalignende symptomer og lungebetændelsen legionærsyge, som specielt rammer ældre og svækkede personer, for hvem sygdommen kan være farlig. Det spreder sig, hvis man indånder vanddampene, og derfor er brusebadning den hyppigste smittevej, ifølge Statens Serum Institut.
Men vandhaner, toiletter, spabade og aircondition kan også sprede sygdommen.
Det er dog nemt af afhjælpe problemet med bakterier i vandet.
Miljøstyrelsen anbefaler, at vi lader vandet i hanerne løbe lidt, før vi drikker det, for på den måde at undgå uønskede bakterier i vandet.
Ifølge Ritzau skal man også huske at trække et par gange i toilettet og tænde for både det kolde og det varme vand i husets haner, når man vender hjem igen. På den måde skyller man rørene igennem.