Flot nordlys fotograferet over Løkken
Foto: Lene Maria Søndermølle steffensen / Seerbillede
Det kræver et kamera på stativ, klart vejr og lidt tålmodighed, men så kan man også indfange det flotte nordlys i Danmark.
Klart vejr gjorde det muligt at se nordlyset over den nordlige horisont fra Nordjylland.
- Løkken er Lykken, når Lady Aurora danser på nattehimlen med smukke søjler og farver. Sådan skriver Lene Maria Søndermølle Steffensen, der fredag aften var ude med sit kamera ved Løkken og indfangede noget af det flotte nordlys.
Billedet, som du kan se over denne artikel, sendte hun ind til TV 2 VEJRET.
Aurora er latin for polarlys, som nord- og sydlys kaldes under en fælles betegnelse.
Nordlys kan være svært at se med det blotte øje i Danmark, men med et kamera og lidt tålmodighed kan fænomenet give et flot resultat. Også her i landet.
Når man kigger mod nordlyset, vil det i Danmark kunne ses som et svagt ulmende lys. I praksis er det kun ude over havet et sted uden lysforurening, man normalt vil kunne skimte det. Forholdene er bedst ved den jyske vestkyst og Nordvestsjælland.
Nordlyset ses ikke her i landet som længere mod nord, hvor der tegner sig hvirvlende figurer på himlen.
Nordlys befinder sig mellem 90 og 500 kilometers højde i ionosfæren over Jordens arktiske områder.
Lyset udløses af elektriskladede partikler fra solen, der rammer Jordens magnetfelt i forbindelse med øgede solvinde.
De elektriskladede partikler går i forbindelse med ioniserede atomer og udsender det fluorescerende lys, som kan ses på himlen.
Den grønne farve udløses af iltatomer i op mod 500 kilometers højde. Farverne afhænger af, hvilke stoffer der påvirkes.
Den mest normale farve er grøn, hvilket udløses af iltatomer. Rødlige farver udløses af ioniseret nitrogen.