Foto: Bruce Fedyck, Scanpix

Forlænger med syv år: Nikolaj Ehlers scorer rekordkontrakt i NHL

Nordjyden Nikolaj Ehlers bliver den bedste betalte danske ishockeyspiller nogensinde, efter han har forlænget kontrakten med Winnipeg Jets i NHL.

I samarbejde med tv2.dk

De er vilde med danske Nikolaj Ehlers i canadiske Winnipeg.

I hvert fald har den lokale NHL-klub Winnipeg Jets valgt at forlænge kontrakten med den danske stjerne. Det skriver klubben onsdag på sin hjemmeside. 

21-årige Nikolaj Ehlers fortsætter i Winnipeg Jets de næste syv sæsoner, så kontrakten nu løber helt frem til 2025. Det er en kontraktforlængelse, der over hele perioden indbringer Nikolaj Ehlers 265 millioner kroner. Altså en årsløn på små 38 millioner kroner.

Det gør Nikolaj Ehlers til den bedst betalte danske ishockeyspiller nogensinde.

Winnipeg Jets skrev første gang kontrakt med Nikolaj Ehlers tilbage i 2014, men det var først fra og med 2015/2016-sæsonen, at han deltog fuldt ud som senior-spiller på førsteholdet.