Forrygende weekendvejr i vente: Sommerligt med knap 20 grader
Foto: Morten Nymand / Ritzau Scanpix
Nordjylland kan glæde sig til knap 20 graders varme i den kommende weekend.
Her i Nordjylland kommer vi til at ligge et par grader under landsgennemsnittet. Men termometret kommer stadig til at nærme sig de 20 grader.
Efter nogle kølige septemberdage vender varmen nu tilbage, og den sender i løbet af weekenden temperaturen op på knap 20 graders varme i Nordjylland.
Flere andre steder i Danmark vil varmegraderne nå endnu højere op.
På nordsiden af et stort højtryksområde over Centraleuropa strømmer varm luft nemlig frem mod Danmark.
Fredag passerer en varmfront landet med skyer og lidt regn, men i løbet af aftenen og natten klarer det op, og herefter venter en solrig weekend.
Lørdag får vi de fleste steder i landet varmt og solrigt vejr med temperaturer mellem 18 og 20 grader.
Tilmed bliver vinden svag. Den vil blæse ind over landet fra vest, og det betyder, at lørdagens varmeste steder bliver at finde i den østlige del af Jylland, mens det langs vestvendte kyster bliver lidt køligere.
I den sydlige del af landet og langs Jyllands vestkyst kan tåge i morgen- og formiddagstimerne lørdag betyde, at man skal væbne sig med tålmodighed, inden den sommerlige varme kan nydes.
Det samme gælder søndag morgen og formiddag, hvor der i løbet af natten kan dannes tåge flere steder i landet.
Når tågen letter, er der imidlertid lagt op til en helt sommerlig søndag, hvor temperaturen de fleste steder vil nå op mellem 18 og 21 grader.
I løbet af søndagen drejer vinden mod sydøst, så der nu er udsigt til det varmeste vejr i Sønderjylland og op langs Jyllands vestkyst, ligesom man på Vestfyn og Vestsjælland kan se frem til en søndag med over 20 grader.
Rigtig sommervarme er ikke langt væk
Vi skal ikke langt mod sydvest for at finde endnu varmere sommervejr.
Over det sydvestlige Frankrig ventes allerede fredag over 30 grader, mens termometeret i Holland, Belgien og det vestlige Tyskland lørdag stedvis kan vise 25 grader.
Selvom det er relativt sent på året, at vi får over 20 grader, er det endnu lidt for tidligt at kalde det løvfaldssommer.
Det har vi først, hvis vi efter jævndøgn har temperaturer, der tre dage i træk når over 20 grader.
Der er efterårsjævndøgn på mandag 23. september - så indtil da er betegnelsen 'sensommerligt' for det flotte og varme vejr, vi kan få i weekenden.
Løvfaldssommer: Når vi har tre dage i træk med 20 grader eller derover efter jævndøgn. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik
Sidste år havde vi over 20 grader midt i oktober
Det er langt fra usædvanligt med temperaturer over 20 grader i den sidste halvdel af september. Sidste år havde vi løvfaldssommer i midten af oktober.
Her oplevede vi fra 11. til 17. oktober den seneste løvfaldssommer i Danmark siden 1873.
Den kulminerede 13. oktober med hele 24,3 grader.
Den seneste 'rigtige' sommerdag i dansk vejrhistorie havde vi 1. oktober 2011, da temperaturen nåede 26,9 grader.