Gravid fanget i bil under karneval - fik hjælp af betjent
Foto: Privatfoto / TV2
Med hjælp fra politieskorte nåede Oryna og Ivan Sharanich frem til hospitalet i sidste øjeblik. Foto: Privatfoto / TV 2
Nordjyllands Politi kom en gravid kvinde og hendes mand til undsætning, da de blev fanget i karnevals-mylderet på vej til hospitalet.
Vandet er lige gået. Fra bagsædet af bilen skriger 25-årige Oryna Sharanich til sin mand, at barnet er på vej. Hun kan mærke presset.
Foran dem er vejen spærret af hundredvis af mennesker, som er til Aalborg Karneval. Det er lørdag formiddag, og ingen bemærker umiddelbart bilen, som forsøger at bane sig vej gennem menneskemylderet.
Havde vi siddet i bilen i tre- fire minutter længere, havde hun født på bagsædet,
Ivan Sharanich
- Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Min kone var sikker på, at hun ville føde i bilen, fortæller Orynas mand, den 30-årige Ivan Sharanich, som til dagligt arbejder som fodermester på en kvæggård.
Alle veje er lukket
Blot en time forinden befinder parret sig hjemme i Øster Hornum syd fra Aalborg.
- Faktisk havde vi helt glemt, at der var karneval i Aalborg, så vi troede, at vi havde god tid, da vi kørte hjemmefra. Men så sad vi pludselig dér i midt i centrum, hvor alle veje til hospitalet var lukket af, siger Ivan Sharanich.
Fra bilen ringer han til hospitalet for at spørge, hvor lang tid de helt konkret har, før fødslen går i gang.
De skal skynde sig, lyder svaret, og Ivan Sharanich begynder at kigge sig omkring for at finde en alternativ måde at komme frem til hospitalet.
- Min kone kunne ikke selv gå på det her tidspunkt, så vi kunne ikke forlade bilen. Det blev lige pludselig en stor udfordring og lidt af et eventyr at nå frem i tide.
Politi kommer til undsætning
Blandt de udklædte karnevalsgæster får Ivan Sharanich øje på et par politibetjente fra Nordjyllands Politi, som hurtigt springer til for at hjælpe.
- Men deres motorcykler stod for langt væk til at kunne danne en politieksorte, så én af betjentene hopper ind i vores bil i stedet, siger Ivan Sharanich, som i dag ikke kan lade være med at grine af den bizarre situation.
- Han fik viftet folk væk fra vejen, så vi kunne komme igennem. Men de har helt sikkert tænkt, at det var underligt, at han sad dér i bilen sammen mod os. De kiggede i hvert fald meget på os.
Da Politibetjenten sætter sig ind i bilen, kigger Ivan Sharanich på uret. Klokken er på det tidspunkt 11.02.
Få minutter fra at føde i bilen
Kort tid senere er de fremme ved Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne står klar til at bære Oryna Sharanich ind på fødestuen.
Blot få minutter senere - klokken 11.07 - føder hun en velskabt søn.
- Det står der i hvert fald på fødselsattesten. Så man må sige, at det var meget tæt på at gå galt. Havde vi siddet i bilen i tre- fire minutter længere, havde hun født på bagsædet, siger Ivan Sharanich.
Den lille dreng har parret valgt at kalde for William. To dage efter den vilde oplevelse har både mor og barn det godt, fortæller Ivan Sharanich.
- Begge har det helt fint. Faktisk gik selve fødslen så godt, at vi fik lov til at tage hjem igen allerede klokken 14.30 samme dag.