Hansen er tilbage på landsholdet: Stort Aalborg-præg til OL-forberedelser
Foto: Bertram Bailey / TV2 NORD
Flere nuværende og tidligere Aalborg Håndbold-profiler er udtaget til Nicolaj Jacobsens 20 mand store bruttotrup.
Truppen skal skæres ned til 14 spillere og 3 reserver, inden OL starter.
Mikkel Hansen er tilbage på landsholdet igen, efter Nikolaj Jacobsen mandag har udtaget sin trup til OL-forberedelserne.
Stjernen med pandebåndet har ikke været en del af landstrænerens trup under samlingerne i marts og maj, hvor han døjede med en skade.
Siden er han kommet helt tilbage for Aalborg, og søndag aften spillede Hansen karrierens sidste klubkamp, da Aalborg Håndbold tabte Champions League-finalen til FC Barcelona.
- Forhåbentlig bliver det ikke min sidste kamp nogensinde, og så kan jeg ikke sige mere, sagde Mikkel Hansen grinende til TV 2 Sport søndag aften.
Landsholdet samles 24. juni i Faaborg, hvor OL-forberedelserne intensiveres.
- Samlingen skal bruges på at spille en masse for at se, hvilke opstillinger der fungerer, og hvad vi kan gøre brug af under OL, udtaler Jacobsen i en pressemeddelelse.
- Samtidig skal vi se, hvor folk står fysisk efter en lang sæson, for det bliver en hård sommer med over seks ugers træning og kampe, tilføjer han.
Truppen til OL-forberedelserne
Målvogtere
Niklas Landin, Aalborg Håndbold
Emil Nielsen, FC Barcelona
Kevin Møller, Flensburg-Handewitt
Fløjspillere
Emil Jakobsen, Flensburg-Handewitt
Magnus Landin, THW Kiel
Niclas Kirkeløkke, Rhein-Neckar Löwen
Hans Lindberg, Füchse Berlin
Stregspillere
Magnus Saugstrup, SC Magdeburg
Simon Hald, Aalborg Håndbold
Emil Bergholt, Skjern Håndbold
Lukas Jørgensen, Flensburg-Handewitt
Bagspillere
Mikkel Hansen, Aalborg Håndbold
Simon Pytlick, Flensburg-Handewitt
Rasmus Lauge, Bjerringbro-Silkeborg
Mads Mensah, Flensburg-Handewitt
Henrik Møllgaard, Aalborg Håndbold
Thomas Arnoldsen, Aalborg Håndbold
Lasse Andersson, Füchse Berlin
Mathias Gidsel, Füchse Berlin
Mads Hoxer, Aalborg Håndbold
Flere spillere skal skæres fra inden OL
Nikolaj Jacobsens trup, der lige nu består af 20 spillere, skal i starten af juli barberes ned til den endelige OL-trup bestående af 14 spillere og 3 reserver.
- Det er en balancegang at ramme plet, for det er svært med kun 14 spillere at gardere sig mod alt. Med potentielt otte kampe på 16 dage skal man finde ud af at fordele kræfterne og samtidig kunne stå imod, hvis der kommer en skade. Så jeg gør mig mange overvejelser, siger Nikolaj Jacobsen.
Ifølge TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard er det nogle bestemte spillere, der har ekstra meget på spil i den kommende tid.
- Der kommer ikke fire stregspillere med, så Lukas Jørgensen og Emil Bergholt kommer til at kæmpe om en plads. Desuden forestiller jeg mig også, at der kan være en mulighed for, at landsholdet tager afsted uden en decideret højrefløj, så det kan koste Hans Lindberg en plads, siger Bent Nyegaard.
- Det er ikke min fornemmelse, at han tager både Rasmus Lauge og Lasse Andersson med, så en af dem kommer ikke med til OL.
Håndboldherrernes OL starter 27. juli, hvor de tørner sammen med Tyskland.