I morgen stiger prisen på cigaretter markant
Foto: Lars Lyngdahl
Fra i morgen koster en pakke cigaretter 55 kroner.
Prisstigningen på tobak er en del af finansloven for i år. Målet er blandt andet at få færre børn og unge til at ryge.
Prisen på tobak stiger 1. april. Fremover kommer en pakke cigaretter til at koste 55 kroner. Andre tobaksprodukter bliver også dyrere.
Tidligere har en pakke cigaretter kostet 40-50 kroner.
Hermed indføres den første ud af to planlagte prisstigninger på tobaksvarer i Danmark. De blev begge besluttet i december 2019 i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for i år. I 2022 stiger prisen igen, så en pakke koster 60 kroner.
Ifølge Lungeforeningen kan prisstigningen føre til flere rygestop.
- Jeg er sikker på, at højere priser kan motivere til rygestop og en generel snak i familien, siger Lungeforeningens direktør, Anne Brandt.
Ja tak til højere priser
67 procent af danskerne synes, det er en god idé at hæve prisen på tobak, viser en rundspørge fra december 2019 på vegne af Kræftens Bekæmpelse, TrygFonden, Lungeforeningen og Hjerteforeningen.
I samme rundspørge var 12 procent imod beslutningen.
Selvom opbakningen kommer fra en overvægt af ikke-rygere, var 41 procent af rygerne positive over for en højere pris på cigaretter.
Den rigtige pris?
Flere af partierne var uenige om, hvor meget prisen skulle stige på tobak, og om den overhovedet skulle stige. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ønskede ingen stigning, imens SF ville have en stigning til 50 kroner per pakke.
Alternativet ville have en pakke cigaretter til at koste 80 kroner, imens de radikale gik ind for en pris på 90 kroner.
De konservative, Enhedslisten og Venstre var enige om en stigning til 60 kroner.
Prisstigningen på tobak er en del af finansloven for i år og er blandt andet en indsats for at få børn og unge til ikke at ryge.
Og selvom prisstigningen endte i den lave ende, er beslutningen om at hæve tabakspriserne rigtig, mener TrygFonden.
- Vi er glade for opbakningen til højere priser på tobak – både politisk og i befolkningen. For prisen har stor betydning for, hvor mange unge der begynder at ryge. Derfor skal prisen på tobak ikke være børnevenlig, siger Jette Jul Bruun, underdirektør i TrygFonden.
Se til Norge
Men det kan stadig blive bedre, mener Mette Lolk Hanak, der er forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.
- De mange gode tiltag vil uden tvivl betyde, at færre børn og unge begynder at ryge. Men vores ambition er, at ingen børn og unge ryger i 2030. Hvis vi skal i mål, skal prisen endnu højere op. Gerne til omkring 90 kroner ligesom i Norge, hvor kun ganske få ryger, siger Mette Lolk Hanak.