Ikea tilbagekalder en hagesmæk på grund af kvælningsfare.
Der er tale om produktet MATVRÅ hagesmæk i blå og rød.
Ikea trækker hagesmækkene tilbage, efter koncernen har modtaget to rapporter om, at knappen på den specifikke hagesmæk i farverne blå og rød, kan falde af. Dermed er der risiko for at børn kommer til at sluge den, hvilket i værste fald kan medføre, at man kan blive kvalt, skriver Ikea i en pressemeddelelse.
- Vi er blevet opmærksomme på, at der er risiko for, at knappen kan falde af, hvis barnet trækker i den, siger Emelie Knoester, Business Area Manager hos Ikea of Sweden.
Hun fortsætter:
- De andre hagesmække af samme navn, MATVRÅ, mønster med frugt/grøntsager, grøn/gul, er sikre, fordi de er fremstillet af et andet materiale og har et andet design.
Kunder, der har købt hagesmækkene kan levere dem tilbage til deres lokale Ikea og få pengene tilbage - også uden kvittering.