Kold juleaften i vente - og måske falder der sne i Nordjylland
Foto: Henning Bagger / Ritzaus Scanpix
Der bliver ingen hvid jul i år, men flere steder i Nordjylland er der en lille chance for, at der kan falde sne juleaften.
Et markant vejrskifte indtræffer i løbet af natten til juleaftensdag. Danmark går fra mild og fugtig luft fra vest, til kold og klar luft fra nord.
Juleaftensdag begynder i den nordlige del af landet med klart vejr og lokalt kan man stå op til rim i græsset.
I den sydlige del er det mere skyet og der kan falde regn over Sydhavsøerne og Bornholm i løbet af dagen.
Regnen kommer fra et lavtryk over Polen, der tidligere så ud til at skulle op over den sydlige halvdel af landet, og måske give sne.
I løbet af eftermiddagen vil det klare op over en stor del af landet, så selve juleaften bliver stjerneklar og frostkold.
For mange mennesker er det flot julevejr, men der mangler sne.
Lille chance for sne på juleaftensdag
Luften over Danmark bliver i løbet af 24. december så kold, at hvis der dannes en byge over Kattegat i den kolde nordenvind, så kan det lokalt falde som slud eller sne.
Lige nu er det kun få prognoser, der overhovedet har byger, så chancen for selv en lokal hvid jul må vurderes at være ret beskeden.
Falder der nedbør for tidligt på dagen, vil temperaturen være for høj til, at bygen vil være hvid. Så vi er ude i at lede efter et halmstrå, men det er for tidligt at udelukke et lokalt julemirakel.
Juledag
Oven på en grå december venter der næsten fuld sol juledag.
Vi kan stå op til en frostkold morgen, hvor termometeret kan nå ned på minus 5 grader.
Det er perfekt vejr til en gåtur ovenpå julemaden, og flere steder vil temperaturen ikke komme meget over én grad.