Kommuner kæmper med pædagogers sygefravær: Mariagerfjord har det værst
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix
Arkiv.
Mariagerfjord Kommune har det højeste blandt sygefravær blandt sine pædagoger i Nordjylland - Thisted har det laveste.
Da Rene Busch Jensen for fire år siden blev ansat som områdeleder hos Dalby Børnehuse i Faxe, var institutionen præget af syge medarbejdere, mange vikarer og uro.
Sygefraværet hos personalet i institutionen var helt oppe på 15 procent.
Et tal, der i dag er reduceret til omkring 4,5 procent til stor glæde for både personale, forældre og børn. Men andre steder i landet kæmper daginstitutionerne fortsat med højt sygefravær.
Nye tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL) for 2018 viser således, at fraværsprocenten i nogle kommuner er op til 11,5 procent svarende til 26,1 dage.
I Nordjylland er det Mariagerfjord Kommune, der med 13,8 dage i gennemsnit har det højeste sygefravær blandt pædagoger. Til gengæld har Thisted Kommune det laveste sygefravær. Her er pædagogerne i gennemsnit syge 9,5 dage om året.
Herunder forholder Svend Madsen (V), formand for Børn og Familie i Mariagerfjord Kommune, sig til sygefraværet.
Ekspert: Sygefravær kan gøre børn mere aggressive
TV 2-dokumentaren 'Daginstitutioner bag facaden', der afslørede omsorgssvigt og stærkt kritisable forhold i københavnske dagtilbud, har i denne uge sat gang i debatten om, hvordan kvaliteten i børnehaver og vuggestuer øges.
Flere eksperter, som TV 2 har talt med, peger nu på, at sygefravær blandt personalet er et af de forhold, der bør arbejdes med, hvis forholdene for børn i dagtilbud skal forbedres.
Det gennemsnitlige sygefravær for pædagoger er på landsplan 5,8 procent - 13,3 dage om året, Det rammer børnene på flere måder:
- Et højt sygefravær eller et relativt højt sygefravær påvirker børnene, fordi tingene bliver mere ustabile. Undersøgelser viser, at børn faktisk bliver mere tilbagetrukne og aggressive og får sværere ved at danne relationer, hvis der er en høj grad af udskiftning af personalet, siger Grethe Kragh-Müller, lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.
- Nyt personale er en stressfaktor for børn
I Dalby Børnehuse fortæller områdeleder Rene Busch Jensen, at den lavere fraværsprocent har haft stor betydning for institutionens børn.
- Jeg tror, du vil opleve en større ro i dag end tidligere, siger han.
Gitte Lihme, der har været pædagog i institutionen i 15 år, er enig:
- Det er rigtigt vigtigt, at det er de samme mennesker, der møder ind, for børnene reagerer på det, hvis vi har vikarer. De vil helst være ved dem, de er trygge ved.
Lektor i pædagogisk psykologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse Lone Svinth understreger, at netop trygheden er vigtig - særligt for vuggestuebørn.
- Som menneske er vi afhængige af trygge relationer. Det bygger vi op over tid. Nyt personale er en stressfaktor for børnene, siger hun.