Kun udvalgte svømmere må træne - triatlet forstår ikke Team Danmark

Det er kun udvalgte svømmere, der får lov til at træne i bassin i øjeblikket. Det vækker undren hos den aalborgensiske triatlet Camilla Pedersen.

Træningen for de danske eliteatleter er særdeles besværlig i øjeblikket, da coronavirus fortsat holder træningscentre og svømmehaller lukket herhjemme.

Nogle af Danmarks bedste svømmere har dog fortsat muligheden for at finpudse teknikken og holde formen ved lige, da de helt ekstraordinært har fået stillet en svømmehal til rådighed hos Københavns Universitet.

Det er dog langt fra alle, der er velkommen til at hoppe i bassinet og holde træningen ved lige.

Således har Team Danmark besluttet, at det kun er de svømmere, der er inde i OL-varmen, der er velkommen. Det vækker undren hos én af danmarks bedste triatleter,

- Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvorfor nogle får lov til at svømme, når andre ikke gør, siger den tidligere verdensmester Camilla Pedersen til TV 2 SPORT.

Kan koste resultater

Den 36-årige triatlet er én af dem, der gerne ville benytte sig af muligheden for at holde sin svømmetræning ved lige, men hun har fået besked på, at hun ikke er velkommen.

Og det kommer til at give udfordringer på længere sigt. For selvom Camilla Pedersen uden problemer kan fortsætte med at træne løb og cykling, så kan den manglende svømmetræning få fatale konsekvenser for de fremtidige resultater.

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke kan få lov til at svømme. Jeg har selv et VM og EM i september, der er store mål, og det er altså ikke en optimal forberedelse ikke at kunne svømme, forklarer hun til TV 2 SPORT.

- Jeg er bestemt ikke en af dem, der har det hårdest. Men jeg skal jo også passe mit job, og vandet udenfor er for koldt til at træne i. Jeg har fuld forståelse for, at der er nogle regler, men hvorfor kan nogle eliteatleter træne, men ikke alle?

Team Danmark: - Det er det muliges kunst

Det er Team Danmark, der ene og alene har truffet beslutningen om, hvem der må bruge svømmebassinet på Københavns Universitet.

Camilla Pedersen havde gerne set, at der kunne findes en ordning, flere kunne have gavn af, eller at Team Danmark kunne finde flere svømmehaller, der kunne bruges af Camilla Pedersen og de andre eliteatleter, der ikke er blandt den lille, udvalgte flok.

Men det har ikke været muligt, skriver Team Danmark-direktør Lone Hansen i en mail til TV 2 SPORT.

- Vi har hele tiden et stort fokus på at hjælpe så mange atleter som muligt. Men der er meget begrænsede muligheder, for vi skal overholde myndighedernes retningslinjer. Det betyder, at det er et stærkt begrænset antal atleter, der har mulighed for at træne i nogle faciliteter, hvor der er meget lidt plads.

- Det er det muliges kunst, vi er ude i, og vi håber lige som alle andre, at der snart er flere muligheder for at træne for atleterne. Vi gør alt, hvad vi kan, for at skaffe muligheder for atleterne, men det er helt afhængig af, hvordan smittespredningen ser ud i samfundet og de retningslinjer, som myndighederne udstikker.


Seneste nyt

fra Nordjylland