Lærerne siger ja til overenskomst - få overblikket over alle forbund her
Foto: Nils Meilvang / Ritzau Scanpix
OK18-forhandlinger spidser til, efter LO har sagt ja til en aftale.
Resultaterne af de forskellige afstemninger om overenskomsten offentliggøres fra den 4. juni og senest til den 6. juni.
Mandag begynder resultaterne af afstemningerne om OK18 at rulle ind.
De 750.000 mennesker, der er ansat i stat, regioner og kommuner, har siden den 11. maj kunnet stemme om, hvorvidt de ville tilslutte sig eller forkaste resultaterne af overenskomstforhandlingerne. Fra den 4. juni til den 6. juni bliver resultaterne af afstemningerne offentliggjort.
Resultatet af lærernes afstemning blev offentliggjort lidt over 12 mandag. 74,6 procent af lærerne stemte ja, mens 25,4 procent stemte nej. 77,8 procent deltog i afstemningen.
Afstemningens resultater:
Teknisk Landsforbund: 75 procent stemte. 97 procent stemte ja i kommunen, 95 procent stemte ja i staten, mens 94 procent stemte ja i regionerne
Dansk Metal: 70 procent stemte. 90 procent stemte ja.
3F's offentlige gruppe: Over 90 procent stemte ja. Stemmeprocenten blev 51,3 procent.
Socialpædagogerne: 93,4 procent stemte ja. Stemmeprocenten var på 52 procent.
HK: Stemmeprocenten hos HK var 77,6 procent. 94 procent stemte ja.
Bupl: 68 procent stemte. Heraf stemte 94 procent ja.
Danmarks Lærerforening: 74,6 procent af lærerne stemte ja. 77,8 procent stemte.
- Jeg er rigtig glad for resultatet. Der har været en grundig debat i Danmarks Lærerforening. Nu har vi en ret klar afgørelse, der gør, at vi kan komme videre, siger Anders Bondo Christensen.
Han siger, at han har fuld forståelse for den frustration, der var hos nogle af hans medlemmer i forbindelse med forhandlingerne.
- Vi vurderer resultatet i forhold til alternativet. Og alternativet var en ny konflikt.
Han fortæller, at den konflikt, der var brudt ud den 11 juni, hvis det blev et nej, ikke havde været med til at skabe bedre vilkår for lærerne.
Teknisk Landsforbund var de første til at offentliggøre resultatet af deres afstemning.
TV 2s finanskommentator Ole Krohn fortæller, at 75 procent af medlemmerne af Teknisk Landsforbund stemte.
- Det blev en jordskredssejr for jasiden. 97 procent stemte ja i kommunen, 95 procent stemte ja i staten, mens 94 procent stemte ja i regionerne. Det betyder, at man fra Teknisk Landsforbund har sagt nej til storkonflikt, siger Ole Krohn.
Også klart 'ja' fra andre forbund
Lone Engberg Thomsen, der er formand for Teknisk Landsforbund, siger til TV 2, at hendes fornemmelse er, at medlemmerne af Teknisk Landsforbund er meget tilfredse med resultatet af overenskomstforhandlingerne.
- De har jo fulgt med i mange, mange måneder, inden det her resultat endelig forløste sig. Jeg tror, at der har været en stor bevisthed om den her overenskomst, der har været meget større, end den plejer at være.
Også fra Dansk Metal lyder der et overbevisende ja til overenskomsterne for de offentligt ansatte. 90 procent stemte ja. Stemmeprocenten landede på 70 procent, oplyser Dansk Metal. Hos FOA har der været en stemmeprocent på 65,2. 95,1 procent sagde ja, fortæller FOA's formand, Mona Strib, til TV 2.
Medlemmerne af 3F's Offentlige Gruppe har også stemt klart ja til overenskomstforliget. Over 90 procent stemte ja. Stemmeprocenten blev 51,3 procent. Det oplyser 3F på Facebook.
Hos HK og Socialpædagogerne blev det også klart ja med henholdsvis 93,4 procent og 94 procent, der stemte ja.
Rekordhøj stemmedeltagelse
Stemmeprocenten ved de forskellige forbunds afstemninger i forbindelse med overenskomstforhandlingerne har haft rekordhøj deltagelse.
Det gælder store faggrupper som sygeplejerskerne, pædagogerne, akademikerne og socialpædagogerne, viser en rundspørge, som TV 2 har foretaget.
FOA ender med en markant fremgang i deltagelsen med en stemmeprocent på 63,2 mod 50,4 procent ved OK15. Lærerne ser også ud til at sætte rekord med 77,8 procent, som er en anelse højere end stemmeprocenten i 2015.
Samlet melder fagforbundene dermed om ny rekord.
Det dramatiske slutspil om forhandlingerne foran Forligsinstitutionen, hvor landet flere gange var på randen af en storkonflikt, var bestemt også med til at skærpe interessen.