Mæhle smigret - rygtet til engelsk storklub

Flere klubber viser på rygtebasis interesse for nordjyske Joakim Mæhle, der selv følger med i medierne.

Det bliver nok ikke inden for den nærmeste fremtid, at Joakim Mæhle skal melde sig ledig.

Den 25-årige back, der har lavet 9 mål i sine første 25 landskampe, er selvsagt en af de første mænd på det danske holdkort, når Kasper Hjulmand udvælger sine spillere.

En anelse mere usikkert ser det ud i Atalanta, hvor Joakim Mæhle kæmper for spilletiden, og det har affødt en del rygter om, at nordjyden er på vej væk fra det italienske.

Især er Tottenham flere gange på det seneste blevet nævnt som en muligt destination, og det har backen da noteret sig.

- Ja, det er klart, jeg læser også medier og får da også tilsendt en masse fra mine kammerater, så jeg er da smigret. Men det er ikke det, jeg bruger krudt på nu, siger Joakim Mæhle.

Skal ikke være sådan i flere år

Joakim Mæhle er da også klar i spyttet, når det kommer til at tale fremtid. Ja, alt kan ske i fodbold, men planen er at stå med rank ryg i Bergamo, når sommerferien er forbi, og opstarten under Gian Piero Gasperini begynder.

- Forhåbentlig skal det ikke være sådan her i flere år, for jeg er fodboldspiller, så jeg vil gerne spille. Men jeg regner med at starte op i Atalanta, og så står den på hårdt arbejde, så der forhåbentlig kan komme flere minutter på banen.

- Jeg tror godt, de er klar over, at dem der ikke spiller, de nok ikke er tilfredse, men jeg snakker ikke så meget med trænerne, siger Joakim Mæhle.

Kontrasten for stor

Hans cheftræner i Italien, Gian Piero Gasperini, har tidligere i foråret udtalt, at han Mæhles landsholdsaktiviteter ikke hjælper ham med at holde fokus i klubben, men for danskeren er netop landsholdslejren et sted, hvor han trives.

- Kontrasten er desværre stor - og nok også for stor. Men jeg ser altid sindssygt frem til at komme hjem til landsholdet.

- Det er her jeg føler mig hjemme, det er Danmark og landsholdet, og jeg får en masse tillid og frihed her, og det miljø elsker jeg at være i, siger Joakim Mæhle.


Seneste nyt

fra Nordjylland