Mette Frederiksen holder pressemøde: Kommer med nye tiltag mod coronavirus
Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritrau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen holder klokken 19 pressemøde om corona-krisen.
Der vil ikke blive indført udgangsforbud som i Frankrig og Italien, erfarer TV 2.
Både statsminister Mette Frederiksen (S) og dronning Margrethe vil tirsdag tale til danskerne om coronakrisen.
Det ligger fast, efter at Statsministeriet tirsdag har indkaldt til pressemøde med statsminister Mette Frederiksen klokken 19.00.
Pressemødet kommer en time før dronning Margrethe klokken 20.00 vil tale til nationen.
Mette Frederiksen ventes at præsentere en række nye tiltag mod coronavirussens udbredelse.
Der har været spekuleret i, om regeringen kunne finde på at indføre et egentligt udgangsforbud, som Frankrig har gjort det. TV 2 erfarer dog, at det ikke bliver tilfældet.
- Ifølge TV 2's oplysninger er det ikke et udgangsforbud, Mette Frederiksen vil præsentere, siger TV 2's politiske analytiker Hans Redder.
Udgangsforbud i Frankrig
I de seneste dage er spekulationerne om et egentligt udgangsforbud i Danmark taget til. Ikke mindst efter Frankrigs præsident Emmanuel Macron mandag fastslog, at Frankrig er "i krig" med coronavirus.
Derfor har Frankrig fra tirsdag indført udgangsforbud i hele landet i mindst 15 dage.
Det er kun tilladt at gå ud for at tage på arbejde, foretage nødvendige indkøb og lægebesøg. Overholder man ikke retningslinjerne, straffes man med bøde, fastslog Macron mandag.