Miljøstyrelsen vil ikke undersøge PFAS i regn

Der er potentielt sundhedsskadelige PFAS-stoffer i regnen i Danmark, men Miljøstyrelsen vil ikke sætte systematiske undersøgelser i gang.

Det regner med PFAS - også kendt som evighedskemikalier - i Danmark.

Det er stoffer som kan være op til 200.000 gange giftigere end pesticidrester, men Miljøstyrelsen har ingen planer om at undersøge det metodisk ved at indsamle regnprøver og få dem analyseret.

TV 2 Nyhederne har fundet spor af PFAS i fire ud af fem regnprøver, der blev indsamlet af TV 2 Vejret og analyseret af det akkrediterede laboratorium Eurofins. Værst så det ud i Lyngby, hvor regnen indeholdt 1,5 nanogram PFAS pr. liter. Det er i nærheden af grænseværdien for PFAS i drikkevand, som er på to nanogram.

Dertil kommer, at det daværende Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for 15 år siden udgav en rapport, der omtalte fund af PFAS i prøver af regnvand i Danmark taget i oktober 2004. Her fandt man PFAS-stofferne PFOS i koncentrationer op til 2,4 nanogram og PFDA op til 23,2 nanogram pr. liter. Miljøstyrelsen var selv fagligt involveret i rapporten.

Trods de gamle og de nye fund af PFAS i regnen herhjemme, har Miljøstyrelsen ikke nogen undersøgelser på tegnebrættet.

- Miljøstyrelsen har ikke truffet konkrete beslutninger om systematisk måling for PFAS i regnvand, men styrelsen har selvfølgelig bredt fokus på, hvordan stofferne spredes og hvor de kommer fra, siger kontorchef Jane Hansen fra Hav- og Vandmiljø i Miljøstyrelsen.

quote Miljøstyrelsen har ikke truffet konkrete beslutninger om systematisk måling for PFAS i regnvand.

Jane Hansen, kontorchef i Miljøstyrelsen.

Hun forklarer, at Miljøstyrelsen traditionelt har haft fokus på, hvilke punktforureninger, der kunne give anledning til høje koncentrationer af PFAS, mens diffuse kilder som regn ikke har fået så meget opmærksomhed.

- Vi bliver hele tiden klogere i takt med vidensopbygning i det løbende arbejde. Det betyder, at vi nu også blevet opmærksomme på, at de mere diffuse kilder måske kan have en større betydning, siger Jane Hansen.

PFAS i regnen

TV 2 fandt følgende PFAS koncentrationer (for fire stoffer) i regnvand opsamlet fem forskellige steder i Danmark målt i nanogram pr. liter.

Screenshot 2022-11-21 143118

På Christiansborg er der ikke tilfredshed med meldingen fra Miljøstyrelsen, om at der ikke skal sættes nye undersøgelser i gang af regnen.

- Der er ingen tvivl, om at det her skal undersøges. Vi skal være bekymrede over, at der er PFAS i regnen, siger miljøordfører Carl Valentin fra SF.

Partiet kræver sammen med Venstre, Det Konservative Folkeparti, Moderaterne og Enhedslisten en nærmere undersøgelse af forekomsten af PFAS i regnen.

- En undersøgelse af regnen ville kunne give os et fingerpeg om, hvor forureningen kommer fra og dermed hjælpe os til at gøre noget ved det, siger Carl Valentin (SF).

Helbredseffekter af PFAS

PFAS-stoffer kan være sundhedsskadelige og medføre:

*Forøget risiko for nyrekræft og testikelkræft

*Nedsat vaccineeffekt hos børn

*Forhøjede kolesteroltal

*Forandringer i leverenzymer

*Mindre fald i fødselsvægt

*Øget risiko for højt blodtryk hos gravide

Kilde: CDC

Selv om Miljøstyrelsen ikke har planer om at undersøge regnen, er der en større indsats i gang for at få forbudt brugen af PFAS-stofferne i EU. Det sker på internationalt plan sammen med Sverige, Norge, Holland og Tyskland.

- Det nye forbud vil omfatte flere tusinde PFAS-stoffer som er ekstremt svært nedbrydelige i miljøet og hvor anvendelsen af disse stoffer kan føre til forurening af regn-, grund- og drikkevand, siger kontorchef Jane Hansen fra Miljøstyrelsen.

Regnprøver fra 2004

Fund af PFAS i regnvandsprøver opsamlet i oktober 2004 og beskrevet i rapport fra Danmarks Miljøundersøgelser fra 2007.

PFOS:

Lindet (ved Løgumkloster): 2,4 ng/l.

Anholt: 1,6 ng/l.

PFDA:

Føllisbjerg: 23,2 ng/l.

Frederiksborg: 12,5 ng./l.

PFUnA:

Føllisbjerg: 15,1 ng/l.

Frederiksborg: 13,6 ng./l.

I Danmark prøver Miljøstyrelsen at opspore kilderne til PFAS i miljøet på flere måder.

- Vi har for eksempel over sommeren været i gang med at undersøge badevandet langs de danske kyster, oplyser Jane Hansen.

Miljøstyrelsen er desuden sammen med Naturstyrelsen i gang med at danne sig et overblik over indholdet af PFAS i græs og vand langs de danske kyster.


Seneste nyt

fra Nordjylland