Nordjylland står op til sne, blæst og isnende kulde - føles som -22 grader
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Onsdag morgen er vinterens hidtil koldeste - og samtidig blæser det kraftigt.
Med temperaturer under 10 graders frost har vi natten til onsdag fået vinterens hidtil koldeste af slagsen.
Den ellers gængse tommelfingerregel om, at de koldeste nætter forekommer i klart og stille vejr, var dermed ikke gældende i nat og er det ej heller her til morgen.
Kuldebølgen sender nemlig kraftig blæst ind over Danmark østfra - og nogle steder står man op til sne, snefygning og snestormslignende tilstande.
Koldest har det i nat været i Sjælsmark i Nordsjælland med -10,5 grader, men også i Esbjerg, Aars i Himmerland og i Isenvad i Midtjylland har man været nede på 10 frostgrader.
Det er de laveste temperaturer, der er målt i denne vinter.
Usædvanlig kulde føles som -22 grader
-10 grader er i sig selv ikke usædvanligt for en vinternat i slutningen af februar, hvis det da ikke lige var, fordi det samtidig var blæsevejr med frisk til hård vind fra øst.
Det har over hele landet sendt den følte temperatur - det såkaldte kuldeindeks eller på engelsk windchill - helt i bund.
Over det meste af landet er kuldeindekset onsdag morgen nede mellem 15 og 20 frostgrader.
Allerkoldest føles det i Skagen, hvor temperaturer ned til -9,5 grader og østlig kuling med 17,5 meter per sekund har fået det til at føles, som lå temperaturen på -22 grader.
Hele onsdag vil der fortsat komme snebyger og snefygning, i især den sydlige og sydøstlige del af landet, mens man mange andre steder kan se frem til blot enkelte snebyger og plads til lidt sol.
Det bliver dog fortsat usædvanlig koldt, nu hvor kuldebølgen over Danmark kulminerer.
Temperaturerne holder sig i dag mellem tre og syv minusgrader, som det højeste, men kombineret med blæsten vil det føles som omkring -15 grader.