LIGE NU:

Nordjysk storsvindler har skiftet navn igen: Internationalt eftersøgt i sag om overgreb i Spanien

Nordjyske Casper Rieper-Holm, der har skiftet navn til Cooper Martinus Pedersen, er anklaget for seksuelt overgreb på en dansk kvinde i Spanien.

En dansk storsvindler er internationalt eftersøgt af de spanske myndigheder i en sag, der drejer sig om et seksuelt overgreb på en cirka 40-årig dansk kvinde i hendes hjem i nærheden af Torremolinos på solkysten i Spanien.

Der er tale om 42-årige Casper Rieper-Holm, der i august 2018 skiftede navn til Cooper Martinus Pedersen.

Han blev i april 2018 ved retten i Aalborg idømt tre års fængsel for seksuelle overgreb på sin daværende 13-årige steddatter, og han sidder i fængsel i Danmark.

Det formodede overgreb, de spanske myndigheder nu eftersøger ham for, skal være sket, mens han i 2016 var på flugt i Spanien fra anklagerne om overgrebet i Danmark.

TV 2 er i besiddelse af dokumenter fra det spanske indenrigsministerium, fra det internationale politisamarbejde Sirene, og fra en undersøgelsesdommer i Torremolinos. Dokumenterne viser, at Cooper Martinus Pedersen er eftersøgt i sagen.

I fængsel i Nørre Snede

De danske myndigheder har tidligere bekræftet over for den spanske undersøgelsesdommer, at den eftersøgte person - Cooper Martinus Pedersen - befinder sig i fængslet i Nørre Snede, hvor han afsoner en fængselsstraf.

I den spanske sag er den danske storsvindler anklaget for i 2016 at have begået seksuelt overgreb på den danske kvinde. En forbrydelse, der ifølge spansk straffelov kan give fængsel i op til 12 år.

Den danske kvinde, som TV 2 er bekendt med identiteten på og har været i kontakt med, bor med sine børn i en by tæt på Torremolinos på den spanske solkyst.

Anklaget for grove trusler, tvang og tyveri

Den danske storsvindler er også anklaget for at have påført kvindens dengang 13-årige datter skader, som ifølge afgørelsen har givet pigen både fysiske og psykiske mén.

Den spanske undersøgelsesdommer har også tidligere slået fast, at der er grundlag for at tiltale Cooper Martinus Pedersen for tre andre overtrædelser af den spanske straffelov - grove trusler, tvang og tyveri. Alle tre overtrædelser er relateret til den danske kvinde og hendes børn.

Anklagemyndigheden i Danmark har tidligere afslået en begæring fra TV 2 om at få aktindsigt i sagen om udlevering af Cooper Martinus Pedersen alias Casper Rieper-Holm.

Flere gange dømt for bedragerier

Udover dommen for overgrebet på den 13-årige pige i Danmark, er Cooper Martinus Pedersen flere gange dømt for omfattende bedragerier i Danmark, og på den baggrund har han blandt andet været centrum for to podcasts på Third Ear og for den danske dokumentarfilm 'En fremmed flytter ind'.

Det er også langt fra første gang, storsvindleren skifter navn. Da DR's magasin Kontant i 2017 fandt Casper Rieper-Holm under flugten i Spanien, kunne de afsløre 18 dæknavne, han tidligere havde brugt under sine omfattende bedragerier.

Her er de 18 navne, DR fandt frem til, han havde brugt: Zasper Rubinstein, Casper Bek Augustinus, Marcus Holm Jones, Noa Jason Kastrup, Kasper Andersen, Casper Peter George Peterson, Marcus Rieper-Holm, Noah Kastrup, Caspar Klaus von Kaufmann, Casper Levi, Casper Mikael Holm Goldschmidt, Casper Casser, Casper K. Abildgaard, Noa Brask Thomsen, Christoffer Rieper-Holm, Carsten Rieper-Holm, Kasper Sjölin, Tino El’tinus.

I de spanske dokumenter i denne sag kaldes han også Noa Cooper Martinus Pedersen, men i et dokument på dansk fra det internationale politisamarbejde slås det fast, at han nu hedder Cooper Martinus Pedersen.

frost vinter sne kulde koldt

Søndag bliver sidste vinterdag i denne omgang

25_seconds

play Forskningsprojekt afvist: De sidste mink i Danmark skal aflives

Line landmand

Konservative reagerer på byrådsmedlems farvel: - Vi har ikke en finger at sætte på Lines indsats

brand 1

gallery Staldbygning stod i brand: Halmballer fik ilden til at sprede sig

frost vinter sne kulde koldt

Søndag bliver sidste vinterdag i denne omgang

25_seconds

play Forskningsprojekt afvist: De sidste mink i Danmark skal aflives

Til forsiden

Til forsiden