Nordjyske stregspillere ude af OL-trup
Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
Begge nordjyske stregspillere blev skadet i Danmarks sejr over Egypten mandag eftermiddag.
Der er to nye ansigter i den danske OL-trup i herrehåndbold.
Simon Hald, der blev skadet i Danmarks kamp mod Egypten, er skiftet ud af den danske trup til fordel for Lukas Jørgensen.
Samtidig er den anden danske stregspiller i truppen, Magnus Saugstrup, også blevet skiftet ud. I stedet for ham er Füchse Berlin-spilleren Lasse Andersson, der er bagspiller, skiftet ind.
Hald blev skadet i sin første aktion i opgøret mod egypterne, hvor han med det samme mærkede et smæld i baglåret. Det har vist sig at være forstrækning i baglåret.
Magnus Saugstrup måtte også lade sig udskifte ud kort efter, men han spillede dog hele anden halvleg. Undersøgelser har efterfølgende vist, at forsvarsgeneralen har fået en mindre skade i anklen, der holder ham ude.
Ser værst ud med Hald
Landstræner Nikolaj Jacobsen er dog ikke så bekymret for Saugstrup, mens han ser lidt mere alvorligt på Simon Halds skade.
- Værst ser det nok ud for Simon, som er ude i hvert fald i en uge og måske lidt mere. Det må vi se, hvor hurtigt han heler. Saugstrup har vi en forhåbning om kan komme ind i turneringen igen senere i gruppespillet, siger Nikolaj Jacobsen.
Danmark råder nu kun over en stregspiller i truppen i form af OL-debutant Lukas Jørgensen, der var i Paris som reserve i forvejen, mens Lasse Andersson er venstre back.
Giver udfordringer med én stregspiller
Det giver nogle panderynker i den danske trup, at man kun råder over en stregspiller, erkender landstræneren.
- Det er klart, det giver os nogle udfordringer i første omgang mod Argentina. Lukas kan godt gå ind og erstatte Simon til en vis grad. Det er langt værre at skulle erstatte Saugstrup, forklarer han.
Lukas Jørgensen har været med til de seneste to slutrunder for Danmark, mens Lasse Andersson spiller sin første slutrunde siden 2022.
Nye udskiftningsregler ved OL betyder, at Danmark - ligesom ved EM- og VM-slutrunder - må skifte ud så mange gange, de vil, hvis en spiller er skadet. Hvis Simon Hald og/eller Magnus Saugstrup skal skiftes ind i truppen igen, skal det dog ske på bekostning af Andersson eller Jørgensen.