Nu kommer sommeren – varmebølgen er rundt om hjørnet

Ugen starter pænt, og om få dage står den på sol og masser af varme.

Efter den koldeste juli i 22 år kan vi se frem til noget af det, vi har sukket efter.

Allerede fra onsdag starter sommervarmen nogle steder mod øst, og fra torsdag og flere dage frem bliver varmen landsdækkende. Lørdag kan der blive op til 30 grader.

Først skal vi imidlertid forbi mandag og tirsdag, der begge bliver pæne dage uden på nogen måder at være prangende. Det bliver kort fortalt stort set tørt, ikke for koldt og ikke for blæsende.

- Der er nok mange, der skal i gang igen efter ferien, og man kan sige, at det er perfekt tilbage-på-arbejde-vejr i dag. Det er godt at cykle i og ikke så varmt, at man ikke kan holde ud at være indenfor, siger meteorolog ved TV 2 Vejret Andreas Nyholm.

Både mandag og tirsdag kommer temperaturen til at ligge mellem 16 til 21 grader.

Der kommer ikke ret meget vind, og selvom en lille byge ikke helt kan udelukkes, er risikoen meget lille.

Mandag bliver egentlig en pæn dag. Ikke for varmt, ikke for koldt.
Mandag bliver egentlig en pæn dag. Ikke for varmt, ikke for koldt.
Foto: TV2 Grafik

Himlen bliver lige som den seneste tid præget af vekslende skydække med de karakteristiske cumulusskyer drivende hen over himlen.

- Det bliver egentlig meget pænt vejr, som man sagtens kan være ude i iført T-shirt, men det bliver ikke strandvejr, men fra på torsdag er der dømt sommer over hele linjen, siger Andreas Nyholm.

På lørdag kan det bliver op til 30 grader
På lørdag kan det bliver op til 30 grader
Foto: TV2 Grafik

Faktisk er der ret stor sandsynlighed for, at ugen ender med en landsdækkende varmebølge, og der er endda mulighed for, at det kan ende som en decideret landsdækkende hedebølge.

En landsdækkende varmebølge er tre dage i træk, hvor mere end 50 procent af landet har mere over 25 grader. Er temperaturen helt oppe over 28 grader, kaldes det en hedebølge.

Hvis ikke temperaturen nås i mere end halvdelen af landet, kaldes det lokale varme- og hedebølger.

Der har gennem længere tid været højtryk og meget varmt ikke ret langt syd for Danmark, og det er noget af den varme, der nu endelig smutter op over os.

- Det er fantastisk for alle os der elsker sol og varme. Det er det, vi har gået og ventet på, slutter Andreas Nyholm.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland