Nu strømmer lunere luft mod Danmark - onsdag får vi 15 grader
Foto: Andreas Hagemann Bro / Ritzau Scanpix
Påskevejret bliver fremragende, lyder det fra TV2 Vejret.
Efter en periode med køligt aprilvejr, får vi nu betydeligt varmere vejr.
Mange danskere har påskeferie, og selvom solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel det seneste stykke tid, så har det alligevel været relativt koldt at opholde sig udenfor.
Men nu blæser markant lunere luft op over Danmark, og timingen op til påskedagene kan næsten ikke være bedre.
Solen fortsætter nemlig med at skinne, og med temperaturer, der allerede onsdag kan nå 15 graders varme, vil det føles helt anderledes lunt at opholde sig udenfor.
Det er lunere luft fra sydøst, som efterhånden har fundet vej til Danmark, og samtidigt med at det bliver lunere i dagtimerne, slipper vi også for nattefrosten.
Påsken bliver solrig - men vær opmærksom i solen
Får man ikke nydt solskinsvejret onsdag, så behøver man ikke gå i panik - og slet ikke, hvis man har fri i påskedagene.
Det særdeles smukke forårsvejr fortsætter resten af ugen, og det bliver blot endnu varmere.
I perioden fra skærtorsdag til påskedag kan temperaturerne mange steder i landet nå op mellem 15 og 19 graders varme, mens solen vil skinne fra en blå og næsten skyfri himmel.
Ydermere vil der ikke være meget vind, så man kan opholde sig udendørs uden at finde en lækrog.
Man skal dog passe på solen - ozonlaget vil være tyndere end normalt over Danmark de næste dage, og det betyder, at UV-indekset kan nå op på cirka fire. Det betyder, at man anbefales at beskytte sig mod strålerne midt på dagen.