Nu vender risikoen for glatte veje tilbage

I aften og i nat kan temperaturen komme ned omkring eller under frysepunktet, og det kan give risiko for glatte veje.

De seneste dage har vi haft gråt, mildt og diset vejr, så nu er sne og snemænd ved at være væk fra det danske landskab.

Men de næste dage trækkes der igen kulde ned over Danmark fra Skandinavien, og det vil give flere dage med temperaturer omkring frysepunktet om dagen og udbredt frost om natten.

Der er også mulighed for enkelte lette sne- eller sludbyger.

Her kan der komme glatte veje

Natten til tirsdag og tirsdag morgen er der i den nordlige halvdel af landet størst risiko for let frost og glatte veje.

Der kan også dannes enkelte byger, især ved kyster med pålandsvind.

Bygerne kan være med slud og tøsne, det kan give sjappede eller glatte veje, men den største risiko for glatte veje, er våde vejbaner, der fryser til is.

Temperaturen kan natten til tirsdag og tirsdag morgen komme ned omkring eller under frysepunktet, det vil især i Midt og Nordjylland og i Midt- og Nordsjælland give risiko for glatte veje.
Temperaturen kan natten til tirsdag og tirsdag morgen komme ned omkring eller under frysepunktet, det vil især i Midt og Nordjylland og i Midt- og Nordsjælland give risiko for glatte veje.
Foto: TV2 Vejret

De næste dage blive kolde

Tirsdag fortsætter det kølige vejr, med temperaturen omkring eller lige over frysepunktet. Natten til onsdag kommer der igen frost med risiko for glatte veje.

Onsdag og torsdag er der udsigt til to kolde dage, hvor det bliver svært, at få temperaturen over nul grader.

Vi skal frem til fredag og lørdag, før mildere vejr med vestenvinden slår ind over landet igen, og det kan i weekenden give temperaturer op til 8-10 grader.


Seneste nyt

fra Nordjylland