Ny vejrrekord - foråret har aldrig været mere solrigt end i år
Foto: Mathias Bach Vognsen
I de 100 år, hvor DMI har målt landsdækkende solskinstimer i Danmark, har intet forår budt på mere solskin end i år.
Hvis man føler, at solen har skinnet meget i foråret - så er fornemmelsen helt korrekt. Siden 1. marts har solen på landsplan skinnet i intet mindre end 684,6 timer indtil lørdag klokken 11 - et niveau, som er helt uhørt for foråret.
Siden 1920, hvor DMI påbegyndte registreringen af landsdækkende solskinstimer i Danmark, er der ikke før registreret så mange solskinstimer i løbet af et forår.
Normalt skinner solen i 476 timer i løbet af de tre forårsmåneder eller det, der svarer til fem timer og tyve minutters solskin per dag. I år har solen derimod skinnet i syv timer og 40 minutter om dagen i gennemsnit i løbet af hele foråret.
Bag de solbeskinnede tal gemmer der sig en marts, som med 182 timer blev den mest solrige i syv år.
Derefter kom april med hele 260,7 timers solskin den fjerdemest solrige april målt i 100 år.
Endelig har solen - indtil lørdag klokken 11 - skinnet 241,9 timer i maj mod normalt 209 timer.
Gammel rekord bliver overgået med over 20 timer
Inden maj er omme, er det sandsynligt, at solen vil have skinnet i over 705 timer i løbet af foråret.
Den tidligere rekord for flest solskinstimer i løbet af et forår lød på 663 timer, hvilket var det antal timer, hvor solen skinnede i foråret 2008. Den rekord blev helt præcis slået torsdag klokken 17, hvor timetallet fra 2008 måtte se sig overgået.
Det antal timer kunne man kun drømme om i foråret 1983, hvor solen i løbet af hele foråret blot skinnede i 269 timer. Med andre ord: Solen skinnede i april i år næsten ligeså meget som i løbet af hele foråret 1983.
I 2018 fik vi både danmarkshistoriens solrigeste år, solrigeste sommer samt solrigeste maj og juli.