Nyt smittetilfælde hos Aalborg - ligakamp er i fare

Aalborg Håndbold er kun én positiv test fra at kunne udsætte ligakampen mod Århus.

Tre er blevet til fire i Aalborg Håndbold, hvor endnu en spiller fredag er testet positiv for coronavirus.

Tidligere på ugen blev Simon Gade, Magnus Saugstrup og Lukas Sandell alle testet positive, og nu er stregspilleren Benjamin Jakobsen ligeledes tilføjet til den liste.

Det oplyser Aalborg i en pressemeddelelse.

Klubben oplyser derudover, at Jakobsen ikke udviser symptomer på coronavirus, og at de tre andre smittede er i bedring og efter omstændighederne har det godt.

- Først og fremmest er vi rigtig kede af det på Benjamins vegne. De øvrige spillere og ledere omkring holdet har testet negativ ugen igennem. De er derfor nu ude af isolation og kan dermed træne en enkelt gang lørdag inden søndagens kamp mod Århus, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.

Uvished om ligakamp

Og netop søndagens kamp mod Århus kan være i fare, hvis flere Aalborg-spillere testes positiv inden søndag.

Lige nu har klubben fire smittetilfælde, og ifølge ligareglementet kan en kamp kun udsættes, hvis et hold har fem smittetilfælde.

Derfor vil der både lørdag og søndag blive foretaget flere tests. Og hvis alle prøverne er negative, vil søndagens kamp mod Århus blive spillet som planlagt.


Seneste nyt

fra Nordjylland