Politi og PET i stor aktion: Det ved vi og det mangler vi stadig svar på
Foto: Rasmus Skaftved
Ransagning på Stormgade i Aalborg.
Baggrunden for aktionen, der foregår flere steder i landet, er en mistanke om forberedelse af terrorangreb med et militant, islamistisk motiv.
Kl. 14.12: Københavns Politi skriver på Twitter, at der foretages ransagninger og anholdelser i flere politikredse.
Kl. 17.00: Københavns Politi holder pressemøde om aktionen, og fortæller at 20 er anholdt, flere for planlægning af terrorisme.
Det ved vi om aktionen
Københavns Politi og PET har onsdag eftermiddag ledet en større politiaktion flere steder i landet, hvor der er foretaget anholdelser og ransagninger. På et pressemøde klokken 17.00 kom det frem, at der er foretaget aktioner på mere end 20 adresser i i alt syv politikredse.
Det drejer sig om København, Københavns Vestegn, Midt- og Vestsjælland, Fyn, Østjylland, Midt- og Vestjylland samt Nordjylland.
Aktionerne har ifølge Københavns Politi ført til 20 anholdelser. Flere af de anholdte er sigtede efter Straffelovens paragraf 114 stk. 1, den såkaldte terrorparagraf.
TV 2 har talt med flere øjenvidner rundt om i landet. Et af dem fortæller, at der er politi tilstede ved Øresundsbroen - dette bekræftes af Øresundsbroens pressevagt.
Politiet har endnu ikke bekræftet, hvor de har slået til. Men følgende steder har der været meldinger om talstærkt politi.
Aalborg: Ifølge TV 2 Nord har politiet afspærret et stort område omkring en beboelsesejendom på Ravnkildevej i Aalborg Øst. Politiet har også været tilstede på Stormgade i Aalborg, hvor kollegieboliger er blevet ransaget. Ifølge en nabo, som BT har talt med, blev to mænd her ført væk i hvide DNA-dragter af kampklædt politi.
Herning: Flere politifolk var onsdag aften mødt op i Lyngens Kvarter i Gullestrup ved Herning. Det skriver Herning Folkeblad.
Nordfyn: Politiet har været til stede på en gård på det nordlige Fyn onsdag omkring klokken 16.30. Det oplyser en kilde til TV 2/Fyn.
Valby: En beboer på Sjælør Boulevard i Valby, skriver til TV 2, at omkring 15 betjente, både i uniform og i civil ankom ved 15-tiden. En dør i stueetagen blev sparket ind. Vidner fortæller også til B.T., at de har set en vogn fra Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, i Valby.
Husum: Politiet er til stede i Voldparken i Husum nordvest for København, hvor de ransager en lejlighed. Det skriver Ekstra Bladet.
Herlev: Ifølge en fotograf fra Byrd er der sket ransagning i en lejlighed på 1. sal på Højbjergvej i Herlev.
Det ved vi om baggrunden for aktionen
Ifølge Københavns Politi og PET har flere personer skaffet sig remedier til fremstilling af sprængstoffer samt forsøgt at anskaffe skydevåben.
Alle mistænkte er anholdt, og der er derfor ingen på fri fod, som politiet leder efter.
- PET har gennemført en intensiv efterretningsindsats baseret på en mistanke om, at flere personer forberedte terrorangreb. De er drevet af et militant, islamistisk motiv. De har intention og kapacitet til at begå terror i Danmark, sagde operativ chef i PET, Flemming Drejer på pressemødet.
Det mangler vi stadig svar på
Det er stadig uklart, præcist hvor de mere end 20 ransagninger har fundet sted.
Vi kender endnu ikke de anholdtes identitet eller nationalitet.
Vi ved, at nogle af de anholdte er sigtet efter terrorparagraffen. Torsdag morgen bliver vi klogere på alle sigtelserne, når de anholdte fremstilles i grundlovsforhør.
Målet for det eller de formodede terrorangreb kendes heller ikke.