Rygskadet nordjysk stjerne håber på mirakel før EM-finale
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Magnus Saugstrup kom til skade i semifinalen, så nu er det kamp med tiden om at blive helt frisk til guldkampen.
Danmarks finaleplads kom ikke i hus uden en smule malurt i bægeret i form af en rygskade til en af holdets profiler.
Stregspilleren Magnus Saugstrup, der er opvokset i Gistrup, måtte nemlig kæmpe sig gennem anden halvleg med rygproblemer.
Nu krydser Saugstrup fingre for, at han bliver skaden kvit før søndagens finalebrag mod Frankrig.
- Jeg håber, at Anja Greve (landsholdets fysioterapeut, red.) kan lave et mirakel. Det plejer hun at kunne, siger Magnus Saugstrup til Ritzau efter semifinalesejren over Tyskland.
Mærkede et riv
Magdeburg-spilleren uddyber overfor TV 2 Sport, hvad der udløste smerterne:
- Jeg mærker sådan et eller andet riv i ryggen, da jeg skal rotere på en af aktionerne, jeg har i angrebet. Og så gør det bare ondt hver gang, jeg skal stå imod efterfølgende. For at være helt ærlig, så ved jeg ikke, hvad der sker. Men jeg mærker, da jeg skal rotere, at der kommer et eller andet. Jeg fik sagt til Anja, at der er noget galt, og så måtte hun ligesom stå for resten, fortæller Saugstrup til TV 2 Sport.
Saugstrup, der har været en af de vigtigste danske spillere, tog det heller ikke for givet, at han blev klar til anden halvleg.
- Jeg var lidt i tvivl – specielt i forhold til angrebsspillet. Jeg vil jo gerne være med, også offensivt, men jeg synes bare, at det var sværere at stå imod i angrebet. Der er lidt flere ukendte faktorer, der kommer ind – der kan jeg ikke helt styre, hvornår man bliver ramt af de forskellige. I det defensive spil kan man bedre have kontrol over det, der sker foran en.
I pausen modtog Saugstrup behandling for skaden, mens han i anden halvleg spillede med et bælte, der havde til formål at stabilisere ryggen.
EM-finalen spilles klokken 17.45, og du kan naturligvis se med på TV 2 og TV 2 Play.