Se videoen: Vingegaards kæreste rørt til tårer, da han kørte forbi
Stærke følelser, da Trine Marie Hansen så sin kæreste cykle forbi. Foto: TV 2 SPORT
Jonas Vingegaard fik besøg af familien ude langs ruten på 16. etape, og han havde overskud til at vinke.
Alle Tour de France-fans har fået øjnene op for den danske podiekandidat Jonas Vingegaard efter hans stærke præstationer i årets Tour de France.
Tirsdag kom opmærksomheden dog fra personer, der er meget tættere på ham.
Hans kæreste, Trine Marie Hansen, datter, Frida, og svigermor, Rosa Kildahl (kendt fra ’Den Store Bagedyst’), havde nemlig taget turen til et bjergpas i Pyrenæerne for at se Jonas Vingegaard i første parket.
- Vi glæder os simpelthen så meget til at se ham, siger Vingegaards kæreste til TV 2 SPORT.
Herefter skulle hun lige bruge et par sekunder på at finde ordene frem, fordi glæden og stoltheden over ham tog over. Herefter blev tårer erstattet af store smil og glæde.
- Det er bare så stort og fantastisk. Det er hans første Tour de France, og han har glædet sig helt vildt, og det har vi også, siger hans kæreste, Trine Marie Hansen, til TV 2 SPORT.
Stor tiltro og stolthed
Tour de France er blevet ekstra spændende for Vingegaards familie. Jo ældre årets løb er blevet, desto mere sandsynlig ser en dansk podieplads ud for danskeren, der skulle have været hjælperytter. Den plan blev dog ændret med Primoz Roglics exit.
- Jeg vidste godt, at han skulle holde sig til i klassementet og så blive ofret senere. Men sådan blev det ikke. Heldigvis. Så det er bare kæmpestort. Han kører simpelthen så gode watt, og hans fysik er så god. Så jeg tænker, at han er en af de bedste i feltet. Så det er fedt, at han får lov, siger Trine Marie Hansen.
En cykelrytters kalender er tætpakket under et Tour de France. Derfor er familiemedlemmers bedste chance for at se deres kære tæt på ofte ved at stå langs ruten, når feltet kører forbi.
Inden tirsdagens etape var Vingegaard ekstra motiveret, fordi han vidste, hvad der ventede ham.
- Det er jo fantastisk, at de er her. Jeg glæder mig til at se dem ude på vejen i dag. Jeg har set rigtig meget frem til de etaper, hvor de har været hernede, sagde Vingegaard før etapen.
Råber ”gulerodskage”
Da Vingegaard og resten af feltet endelig kom forbi, viste han overskud og vinkede til familien, der havde gjort opmærksom på sig selv ved at male ”Jumbo-Visma, Jonas” på vejen og råbe højt. Rigtig højt.
Svigermor Rosa Kildahl ville sågar også gerne have løbet ved siden af rytterne, men det satte hendes datter en stopper for. Derfor havde den kageglade svigermor lagt en ny plan.
- Jeg råber ”gulerodskage”, for det er der ingen andre, der gør. Så ved han, at vi er her, siger Rosa Kildahl og tilføjer, at det er Vingegaards yndlingskage.
Det endte med at blive en stor oplevelse for familien, der gør det hele igen på 17. etape.