Skatterådet hæver satserne for kørselsfradraget

Det er kun tredje gang på 30 år, at satserne justeres ekstraordinært i løbet af året.

Skatterådet hæver ekstraordinært satserne for kørselsfradraget og befordringsgodtgørelse. Det sker som følge af, at brændstofpriserne er steget betydeligt på kort tid.

Det oplyser Skatterådet i en pressemeddelelse.

- Benzinprisen for de danske forbrugere har ændret sig markant på kort tid, og det har vi besluttet at tage højde for, siger formand for Skatterådet, Jane Bolander.

Ændringen betyder, at danskerne kan foretage fradrag for befordring på op til 2,16 kroner per kilometer, I dag ligger fradraget på 1,98 kroner, og det er derfor en stigning på 18 øre per kilometer.

Skatterådet har samtidig besluttet, at satsen for kørselsfradraget vil ske med tilbagevirkende kraft og gælde for hele indkomståret 2022.

- Skatterådet vurderer, at det er hensigtsmæssigt, at den nye fastsatte sats for befordringsfradraget gælder for hele året 2022. Det sker, så borgerne ikke skal operere med flere forskellige satser i samme indkomstår med fare for eventuelle fejl, der kan opstå som følge af det, siger Jane Bolander.

Stigningen er opgjort på baggrund af en forventet gennemsnitlig benzinpris på 15,77 kroner per liter i 2022. Forhøjelsen er dermed opgjort på samme måde, som når Skatterådet normalt fastsætter satsen.

Befordringsgodtgørelsen træder i kraft 1. maj

Ændringen betyder samtidig, at virksomhederne kan godtgøre udgifterne til erhvervsmæssig befordring med op til 3,70 kroner per kilometer i forhold til de nuværende satser på op til 3,51 kroner per kilometer. Det svarer til en stigning på 19 øre.

Ændringen af satserne for befordringsgodtgørelse vil ikke ske med tilbagevirkende kraft, men i stedet gælde fra 1. maj 2022.

Det skyldes, at en ændring af satserne for befordringsgodtgørelse med tilbagevirkende kraft ifølge Skatterådet vil "være vanskelig at håndtere administrativt for landets virksomheder samt påføre virksomhederne en ekstra omkostning".

Mere konkret vil en regulering af allerede udbetalte godtgørelser til medarbejderne medføre en korrektion af lønkørsler, indberetninger, bogføring med mere, lyder det fra Skatterådet.

Stigningen i satserne for befordringsgodtgørelse er opgjort på baggrund af en forventet gennemsnitlig benzinpris på 16,01 kroner per liter i 2022.

Kun tredje gang på 30 år

Kørselsfradraget benyttes hvert år af cirka 1,2 millioner danskere, der har mere end 24 kilometer mellem hjem og arbejdspladsen eller dem, der får godtgjort erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

Reglerne for kørselsfradrag er uændrede, så der fortsat ikke er fradrag for de første 24 kilometer per dag mellem hjem og arbejde, og det gælder uanset hvilket transportmiddel, man bruger. De pendlere, der er omfattet af de særlige regler om forhøjet kørselsfradrag i yderkommuner, får ikke nedsat satsen ved kørsel ud over 120 kilometer.

Hvad er værdien af befordringsfradraget?

Når du får 2,16 kroner i kørselsfradrag for en kilometer, betyder det ikke, at du får 2,16 kroner lige ind på kontoen.

Som med andre fradrag har også befordringsfradraget en såkaldt skatteværdi.

Værdien er ifølge SKAT cirka 26 procent. Med andre ord sparer du 26 kroner i skat for hver 100 kroner du har i befordringsfradrag.

Et eksempel: Hvis man i løbet af et år har et befordringsfradrag på 100.000 kroner, vil man sparer 26.000 kroner mere i SKAT om året end personer, der har 0 kroner i befordringsfradrag.

Kilde: Dataløn.dk

Skatterådet regulerer hvert år i november kørselsfradraget på baggrund af en beregning af det kommende års pris for at holde bil, herunder udgiften til brændstof.

Det er kun tredje gang på 30 år, at satserne justeres ekstraordinært i løbet af året. De to tidligere gange var i 1990, hvor satsen blev sat ned, samt i 2000, hvor satsen blev sat op som en udløber af, at benzinprisen på dette tidspunkt var steget med 17,7 procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland