Solrig lørdag vil smage af forår - lille risiko for byger

Vinden er svag, og selvom det er køligt, er det med at nyde lørdagsvejret.

Der venter en flot og ret solrig lørdag, som er lidt til den kølige side, men da vinden er svag, vil det i solen opleves varmt.

Det er i hvert fald en markant bedring i forårsfornemmelserne siden i går, hvor blæst og regn gav smag af efterår.

I løbet af i nat er vinden aftaget meget, hvilket har resulteret i en kold april morgen.

Frostkold morgen, 9. nat/morgen med frost i april.
Frostkold morgen, 9. nat/morgen med frost i april.
Foto: TV 2 Vejret

Vi har i det sydlige Jylland været nede på -2,5 grader ved Skrydstrup, og mange steder vil man kunne se rim i græsset i morgentimerne.

Generelt bliver det en flot og solrig start på dagen. Der er dog enkelte vinterlige byger i Jylland, der ventes at forsvinde i løbet af de næste timer.

Temperaturen stiger i løbet af dagen, men luften er ret kold, og der forventes ikke to-cifrede temperaturer lørdag.

Drivende skyer på himlen, i midt og østjylland risiko for en byge.
Drivende skyer på himlen, i midt og østjylland risiko for en byge.
Foto: TV 2 Vejret

Det solrige vejr bliver fra omkring klokken 10 lidt mere vekslende, da vi på TV 2 Vejret forventer cumulus-skyer på himlen.

Det er de fleste steder bare uskyldige cumulus-skyer, men der kan være en risiko for, at de klumper sammen i Midt- og Østjylland, og gør eftermiddagen ret skyet. I dette områder kan der også dannes en lokal byge.

Selvom det er køligt, så bider forårssolen. Derfor bør man huske at beskytte sig med solcreme ved længere tid i solen. UV-indekset kommer over 3 mange steder lørdag.

Smuk aften varsler optræk til vintervejr

Frem i mod aften forsvinder skyerne over det ganske land, og det vil blive en flot lørdag aften, hvor temperaturen igen vil rasle ned mod minusgrader.

Fra syd begynder der at nærme sig høje is-skyer. De varsler optræk til nedbør søndag.

Søndag ser fortsat meget vinterlig ud med risiko for sne og slud flere steder og temperaturer på et par grader.


Seneste nyt

fra Nordjylland