Syg Mette Frederiksen aflyser tv-debat med Løkke
Foto: Privatfoto
Mette Frederiksen (S) skriver i et opslag på Facebook, at hun er for syg til at stille op til en planæagt tv-debat med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Et maveonde har gjort Mette Frederiksen (S) så syg, at hun alligevel ikke kan deltage i en debat med statsministeren. Hun erstattes af Nicolai Wammen.
Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet aflyser tirsdagens debat på TV 2, hvor hun skulle have mødt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Det oplyser hun på Facebook i et opslag, hvor hun forklarer, at hun hun har et slemt maveonde, som har efterladt hende dehydreret efter flere dages sygdom.
Det var meningen, at Løkke og jeg i aften skulle have diskuteret pension i TV2. Det må vi desværre udsætte nogle få dage. Jeg er klar sekundet efter, at jeg er på benene igen.
Mette Frederiksen i oplsga på Facebook
- Det var meningen, at Løkke og jeg i aften skulle have diskuteret pension i TV2. Det må vi desværre udsætte nogle få dage. Jeg er klar sekundet efter, at jeg er på benene igen. Og jeg glæder mig meget til både at diskutere pension – og til det folketingsvalg, der vel for pokker bliver udskrevet en dag, skriver hun i opslaget.
Det var meningen, at de to største bejlere til statsministerposten tirsdag skulle i en direkte tv-duel på ord og holdninger.
Her skulle de to partiformænd mødes i 19 Nyhederne og diskutere adgang til tidligere pension for nedslidte danskere, men det er nu ikke længere tilfældet.
De to politikere mødtes tidligere i debat 31. marts i en særudgave af 21 Søndag på DR. Dengang varede debatten 45 minutter, mens TV 2 tirsdag har sat omkring et kvarter af til formålet.
Mette Frederiksen stiller op for Socialdemokratiet i Aalborg Øst-kredsen ved det kommende folketingsvalg - efter i en årrække at have været kandidat i Ballerup.
Socialdemokratiets Nicolai Wammen deltager i stedet i debatten.