To corona-vaccinerede danskere er døde: Sammenhæng er mindre sandsynlig
De to døde led begge af svær sygdom.
En svært syg og en alderssvækket dansker, der har fået coronavaccine, er døde.
Lægemiddelstyrelsen vurderer sammenhæng med vaccinen som mindre sandsynlig.
Lægemiddelstyrelsen oplyser til TV 2, at man har behandlet to indberetninger om dødsfald, der er indtruffet få dage efter, at de pågældende borgere har modtaget vaccination.
Det ene tilfælde omhandler en svært syg borger, som blandt andet havde svær lungesygdom.
Borgeren var tillige påvirket af psykisk sygdom og modsatte sig behandling af lungesygdommen. Borgeren er død efter en forværring af lungesygdommen.
Det andet tilfælde omhandler en borger i en meget høj alder, som i forvejen var svækket af alderdom.
I begge tilfælde er det Lægemiddelstyrelsens vurdering, at det er mindre sandsynligt, at der er sammenhæng med vaccinen.