Tocifrede plusgrader i næste uge, men det kommer med en pris
Foto: Viggo Hjort Kohberg / Privatfoto
Det milde forårsvejr kan give anledning til en gåtur, men det kan i løbet af næste uge kræve en paraply.
Chancerne for sol stiger ved påskeferiens begyndelse.
Et pust af varme skal op og snitte Danmark i løbet af den kommende uge med tocifrede varmegrader.
Men solen kommer vi til at spejde langt efter. Varmen kommer nemlig med en del skyer og i perioder ganske vådt vejr.
I det hele taget er der udsigt til en uge, hvor solen bliver godt gemt væk bag et skydække, hvilket vi har været vant til i store dele af marts indtil videre.
Kølig start på ugen
Den nye uge begynder, hvor den gamle slipper — med køligt vejr.
I Østdanmark er der udsigt til let frost mandag morgen, hvilket også var tilfældet i den vestlige del af landet søndag morgen.
Til forskel fra søndagens solrige vejr, bliver mandag mest af alt bare skyet. Til gengæld holder det stort set tørt.
Vejret fortsætter i samme spor tirsdag med mange skyer, kun lidt regn og encifrede dagtemperaturer. Men herefter begynder varmere luft at strømme op til Danmark.
Op til 13 grader
Fra onsdag drejer vinden om i en sydlig og efterhånden sydvestlig retning.
Og det er altså i disse verdenshjørner vi finder den lunere forårsluft, der i skrivende stund befinder sig over store dele af Sydvesteuropa.
Særligt onsdag og torsdag bliver vi snittet af den forårsagtige varme med temperaturer op mellem 10 og 13 grader. Lunest mod syd.
Men faktisk skal vi ikke langt væk fra Danmark for at finde regulær forårsvarme, som vi herhjemme definerer som 15 grader eller derover.
Prognoser spår op til 15 grader i Kiel, der i fugleflugtslinje blot ligger knap 70 kilometer fra den danske grænse.
Varmen bliver hurtigt presset væk igen, og det bliver den af et frontsystem, som i øjeblikket ser ud til at give et større regnvejr over landet.
Fra onsdag til torsdag aften kan der falde op mellem 10 og 15 millimeter regn. Længst mod nordvest op imod 20 millimeter.
Når påskeferien begynder i næste weekend, ser det ud til, at vi igen får det køligere. Til gengæld stiger chancerne for tørvejr og solskin.