Togtrafikken i hele landet ramt - DSB-personale nedlagde arbejdet

DSB kender på nuværende tidspunkt ikke omfanget eller varigheden.

Togtrafikken er onsdag morgen ramt aflysninger, færre tog og længere rejsetid i hele landet.

Det skyldes en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, skriver DSB på sin hjemmeside:

DSB kender på nuværende tidspunkt ikke hele omfanget eller varigheden, og der bliver ikke indsat togbusser.

Onsdag morgen omkring kokken 8 er det regionaltog og Intercity- samt IntercityLyn tog på Sjælland, der er ramt af arbejdsnedlæggelsen.

S-togene kører, men passagererne vil dog opleve længere rejsetid på flere linjer, oplyser DSB.

DSB henviser i øvrigt til sin hjemmeside, hvor man kan holde sig opdateret med situationen om togtrafikken.

Medarbejdere skal i arbejde

Dansk Jernbaneforbund afviser at stå bag arbejdsnedlæggelsen.

Henrik Horup, formand for Dansk Jernbaneforbund, siger til TV 2:

 - Vi undersøger lige nu baggrunden for arbejdsnedlæggelsen. Og vi opfordrer vores medlemmer til straks at genoptage arbejdet.

Lang vej til endelig aftale

5. november blev store dele af S-togsdriften i hovedstadsområdet delvist lammet, fordi lokomotivførerne om morgenen gik til fagligt møde.

Arbejdsnedlæggelsen skyldtes, at lokomotivførerne var utilfredse med, at DSB havde lagt op til at skære antallet af tillidsrepræsentanter fra 99 til 29.

DSB og fagforeningen Dansk Jernbaneforbund har de seneste uger forhandlet om en ny arbejdstidsaftale.

Der er blandt andet uenighed om, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af deres arbejde.

Torsdag 15. november blev det meldt ud, at parterne havde indgået en delaftale med hensyn til antallet af tillidsmænd. Ifølge aftalen skal der være 41 tillidsvalgte til at repræsentere DSB's kørende medarbejdere og ikke som først foreslået af DSB 29.

Men ifølge Dansk Jernbaneforbund er der dog stadig lang vej endnu, før en endelig aftale med DSB er på plads.

Baggrunden for striden er, at DSB har meldt sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri.

Dermed er der blevet opsagt flere overenskomster med staten, og de ansatte hos DSB skal derfor over på en privat overenskomst. I den forbindelse har DSB opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte. 

 

Opdatering klokken 09.10:  DSB oplyser, at togtrafikken vil være normaliseret fra klokken 10.00. De berørte tog er dem, der har haft afgang fra Københavns Hovedbanegård tidligt onsdag morgen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland