Torsdag er startet med bulder og brag
Flere steder er der natten til torsdag registreret skybrud. Frem til klokken 14 varsler TV 2 VEJRET fortsat kraftig torden.
Er din søvn blevet forstyrret med et brag i løbet af natten eller morgenstunden, er du nok langt fra den eneste.
Et større tordenvejr har nemlig hersket over Danmark natten til torsdag med mere en 10.000 lyn til følge og skybrud flere steder.
Den højeste registreret nedbørsintensitet er blevet målt i Sønderborg med 29,3 millimeter nedbør i løbet af 30 minutter.
Et skybrud er defineret ved mindst 15 millimeter på 30 minutter. Dermed er der altså registreret det, der næsten svarer til dobbeltskybrud i Sønderborg.
Som radarbilledet indikerer herunder, hersker de mange tordenbyger fortsat over det ganske land torsdag morgen.
På TV 2 VEJRETs radar kan de kraftige torsdagsbyger følges i løbet af dagen.
Fortsat varsling
Luftmassen over Danmark er fortsat ustabil torsdag. Derfor er der frem til klokken 14.00 fortsat varsling om kraftige tordenbyger og skybrud i Jylland.
Byger i vest, sol mod øst
Generelt vil torsdagen byde på byger over den vestlige del af landet. Bygerne kan lokalt blive kraftige med torden og hagl, men ellers forventes det, at det stilner af i løbet af eftermiddagen.
I østdanmark ser torsdag ud til at blive en flot sommerdag med solrigt vejr.
Det er ikke urealistisk, at torsdag kan give en sommerdag med omkring 25 grader i den sydvestlige del af landet.
I den østlige del af Danmark forventes termometret at komme op mellem 21 og 24 grader.
Vinden er jævn fra østlig retning.