Torsdagens vejr kan blive historisk
Foto: Viggo Hjort Kohberg
Der er udsigt til den 12. sommerdag i træk.
Efter nogle dage med lokale regn- og tordenbyger er der torsdag udsigt til tørvejr i hele landet.
Det bliver dog ikke med fuld sol, men derimod med en del skyer over Danmark, hvilket gør sig gældende fra morgenstunden.
De mange skyer kommer fra et lavtryk, der løber lige syd for landet.
Temperaturen ligger i morgentimerne på 12 til 18 graders varme. I løbet af dagen forventes kviksølvet i termometret at stige til omkring 25 grader, hvilket vil udløse den 12. sommerdag på stribe.
Her bliver det varmest
Mest sol forventes der at komme den første halvdel af dagen, hvor der særligt i den nord- og østlige del af Jylland samt øst for Storebælt bliver god plads til solen imellem skyerne.
Op ad dagen bliver skyerne gradvist mere tykke og mere udbredte, hvilket lukker mere af for solens stråler. Det generelle vejrbillede af torsdagen bliver dermed lidt eller nogen sol.
Temperaturen forventes at komme op mellem 18 og 25 graders varme – lokalt op til 26 grader.
Dagens højeste temperaturer kommer i et område fra Østjylland hen over Fyn, Lolland, Falster og Sjælland.
Hvis temperaturen rammer 25 grader eller derover giver det den 12. sommerdag i træk i juni, hvilket er meget usædvanligt. Sidst det skete var helt tilbage i juni 1917.
Vinden er dagen igennem let til jævn fra vestlig retning. Dermed indbyder torsdagens vejr til at komme udenfor.
Aftentimerne bliver domineret af flere skyer, og særligt over de vestlige dele af landet bliver det en noget skyet affære.
Til gengæld holder det fortsat tørt, mens temperaturen holder sig på omkring de 20 grader indtil solnedgang.