Unikt nordjysk kassettebånd med Beatles-stjerne bliver sat til salg

For 51 år siden havde John Lennon og Yoko Ono et længere ophold i Thy. Nu bliver et særligt minde fra den tid sat til salg. Karsten Højen fra Brovst var med til at interviewe verdensstjernen på bånd til det lokale skoleblad, og det bånd er nu sat til salg.

I slutningen af december 1969 ankom højest overraskende et yderst celebert par til det sneklædte Thy i Nordvestjylland.

Nemlig det tidligere Beatles-medlem John Lennon og hans kone Yoko Ono.

De to kom til egnen for at besøge Yoko Onos datter fra et tidligere forhold, Kyoko. Hun var taget til Thy med sin far, produceren Anthony Cox, der skulle undervise på en lokal filmskole.

Parret endte med at blive en måned, og i den periode fik mange lokale én på opleveren.

Deriblandt fire lokale skoledrenge, der under dække af at komme fra det lokale skoleblad skaffede sig et interview med parret på bånd.

Og det bånd kommer nu på auktion, 51 år efter det blev optaget, skriver auktionshuset Bruun Rasmussen.

Båndet indeholder et længere interview med den afdøde Beatles-stjerne, men også en sang, som aldrig blev udgivet, er at finde på kassettebåndet.

John Lennon og Yoko Ono samt Yoko Onos datter Kyoto på vej væk fra pressemøde i Skyum Bjerge. Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix
John Lennon og Yoko Ono samt Yoko Onos datter Kyoto på vej væk fra pressemøde i Skyum Bjerge. Foto: Vagn Hansen/Ritzau Scanpix

Ikke nervøs – ikke kritisk

Båndet blev til på en kold januardag, hvor John Lennon og Yoko Ono holdt det første pressemøde, siden deres ankomst til Nordjylland var blevet afsløret i de lokale medier.

Det fortæller den i dag 68-årige Karsten Højen, som er en af skoledrengene bag optagelsen.

Han og hans tre skolekammerater, der på daværende tidspunkt gik i tredje real, ville med til pressemødet – koste hvad det ville.

Derfor lagde de en strategi: De overtalte rektoren på deres skole til at måtte tage afsted, betalte skolebuschaufføren for at køre dem og skaffede lynhurtigt en båndoptager og et kamera.

quote De andre journalister på dagen, der var fra den rigtige presse, var mere kritiske overfor John og Yokos budskaber. Men de kunne godt mærke, at vi ikke var kritiske, og derfor kom vi mere ind under huden på dem.

Karsten Højen, Brovst

Karsten Højen husker, hvordan drengene kørte gennem en snestorm for at komme frem til de to stjerner.

De fire drenge var dog ikke nervøse for mødet med verdensstjernerne.

- Det var en helt anden tid, hvor vi ikke så det på den måde, at stjernerne er så fjerne fra alle os andre. Vi var fulde af spænding, men nervøse var vi ikke, siger Karsten Højen.

Drengenes optagelser fra dagen varer over 30 minutter, hvoraf det meste er en samtale mellem John Lennon og Karsten Højen.

- De andre journalister på dagen, der var fra den rigtige presse, var mere kritiske overfor John og Yokos budskaber. Men de kunne godt mærke, at vi ikke var kritiske, og derfor kom vi mere ind under huden på dem, husker Karsten Højen og tilføjer:

- Det var faktisk hammer-hyggeligt.

Se programmet "Da Lennon kom til Thy" her:

Eneste udgave

Da interviewet var forbi, spurgte Karsten Højen John Lennon, om han ville gribe guitaren og give et nummer. Og det ville verdensstjernen gerne.

Og sådan gik det til, at Karsten og vennerne fik en sang på bånd, der – ifølge Karsten Højen – aldrig er udgivet før eller siden.

Nemlig sangen 'Radio Peace', som John Lennon forklarede var en temasang til en "fredsradio", som han og Yoko Ono ville etablere i Amsterdam.

Derudover spillede John Lennon også sangen 'Give Peace a Chance', der i dag er kendt som et af hans største hits.

Der findes ingen digital kopi af båndets indhold, da Karsten Højen og de øvrige ejere af båndet fra starten har aftalt, at der ikke skulle laves kopier af optagelserne.

Fandt båndet i en rodekasse

Karsten Højen og de to nulevende af hans skolekammerater, der var med til det historiske pressemøde i Thy, har valgt at sætte båndet til salg, da de ikke længere har glæde ved det.

Faktisk havde de i mange år glemt, at båndet overhovedet fandtes. Indtil de en dag hørte, at lignende optagelser fra parrets besøg i Danmark var blevet solgt for 110.000 dollars i begyndelsen af nullerne.

Da Karsten Højen hørte det, fandt han båndet frem fra en rodekasse på loftet og lyttede det igennem.

Og heldigvis var lydkvaliteten på båndet god nok til, at det kunne sælges.

quote Vi synes, det er på tide, at båndet kommer videre til nogen, der kan få glæde af det.

Karsten Højen, Brovst

Da ingen af de tre ejere eller deres børn længere har nogen fornøjelse af båndet, har de valgt at sætte det til salg på auktionshuset Bruun Rasmussen.

- Vi synes, det er på tide, at båndet kommer videre til nogen, der kan få glæde af det, siger Karsten Højen.

Sælgernes mindstepris for båndet er 200.000 kroner, og båndet er vurderet af Bruun Rasmussen til en pris på mellem 200.000-300.000 kroner.

Karsten Højen ønsker ikke at oplyse, hvordan pengene fra salget skal fordeles, eller hvad de skal bruges på.


Seneste nyt

fra Nordjylland