Vildt vejr på vej: Vindstød af stormstyrke rammer Nordjylland
Det bliver alt andet end forårsvejr, når et kraftigt lavtryk passerer forbi landet det kommende døgn.
Selvom kalenderen i morgen viser den 24. april, så er vejret på ingen måde i forårshumør.
Det får vi i allerhøjeste grad at mærke i morgen, hvor vejret nærmere bliver regulært efterårsagtigt.
Et lavtryk nærmer sig landet fra nordvest og allerede i aftenens løb, begynder det at regne i det nordlige Jylland. Resten af natten breder regnen sig yderligere mod sydøst, og samtidigt tiltager vinden fra vest og nordvest.
På bagsiden af lavtrykket tiltager vinden i løbet af i morgen til kuling, og samtidigt kan vindstødene nå hård kuling til storm en kort overgang.
I den syd- og østlige del af landet når vindstødene kuling til hård kuling og især i forbindelse med de byger, der strømmer ind over landet i kølvandet på regnvejret, kan vindstødene blive særdeles kraftige.
Desuden kan bygerne i morgen både være med slud og hagl og kombineret med temperaturer på mellem 4 og 9 grader, så vil det føles isnende koldt.
INDDELINGEN AF VINDSTYRKER I DANMARK
Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,5 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s