Vingegaard nærmer sig Tour-forsvar – Pogacar i kæmpe kollaps
Foto: Marco Bertorello/AFP/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard kørte fra feltet med favoritter og nød stor gevinst.
Ny magtdemonstration af Vingegaard på løbets kongeetape, da Pogacar havde krise. Vingegaard fører nu Touren med 7 minutter og 35 sekunder.
En af de mest brutale stigninger knækkede Tadej Pogacar og sendte thyboen Jonas Vingegaard et stort skridt tættere på et forsvar af Tour de France-titlen.
Allerede tidligt på Col de la Loze viste Pogacar store svaghedstegn og mistede kontakt til den otte mand store favoritgruppe. Hurtigt stod det klart, at han ville miste adskillige minutter.
Ti minutter senere kørte Vingegaard fra resten af favoritterne og viste igen, at han er Tourens stærkeste rytter. Kort før toppen var det kun en løbsbil, der holdt i vejen, der kunne bremse ham.
Danskeren nåede dog ikke op til alle ryttere fra morgenudbruddet, hvorfra Felix Gall triumferede. Hans vigtigste mål, forsvaret Tour de France-sejren, rykkede sig dog meget nærmere. Han kan nu dufte sejren og pladsen på toppen af podiet i Paris.
- Selvfølgelig er vi virkelig, virkelig glade. Det er svært at beskrive. At have mere end syv minutter nu er utroligt, siger thyboen Jonas Vingegaard i det officielle interview efter onsdagens etape.
"Jeg er færdig"
Tidligt på etapen styrtede Tadej Pogacar - om det har spillet en rolle i slovenerens store tidstab vides ikke - men tydeligt var det, at den tidligere Tour-vinder ikke havde det godt på den sidste hårde stigning.
Undervejs kunne man i TV-transmissionen høre, at Tadej Pogacar meddelte sit hold over deres radiokommunikation, at han var ved at løbe tør for kræfter.
- Jeg er færdig, lød beskeden fra Tadej Pogacar ude på ruten til resten af hans hold.
Imens kunne man se, at Jonas Vingegaard køre fra resten af favoritterne og lignede, modsat sin nærmeste konkurrent, ikke en, der var færdig.
- Først sagde de i radioen, at de troede, han ikke var så godt kørende. Så gik der et halvt minut, inden han blev sat, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport.
Selvom en bil og to motorcykler undervejs bremsede Vingegaard på vej op af etapens sidste stigning, så kunne de ikke holde ham fra at konsolidere sin gule føretrøje.
- Jeg har hele tiden drømt om, at jeg skal være i gult i Paris, og det ser da rigtig godt ud, men vi er der ikke helt endnu, siger thyboen til TV2 Sport.
Der venter nu to relativt flade etaper, inden feltet skal over løbets sidste bjergetape på 20. etape, før der venter paradekørsel i Paris.